Video : Tipsbladet
Premier League

Avis: Chelsea-stjerne kræver voldsom kontrakt

Chelsea vil gerne forlænge med Antonio Rüdiger, men London-klubben skal angiveligt punge alvorligt ud, hvis tyskeren skal forblive på Stamford Bridge.

Antonio Rüdigers kontrakt med Chelsea udløber til sommer, og den tyske forsvarsspiller har angiveligt tænkt sig at tage sig godt betalt, hvis han skal underskrive en forlængelse med London-klubben.

Således skriver den spanske avis Marca, at Antonio Rüdiger kræver en kontrakt til en samlet værdi af 410 millioner kroner. Avisen nævner ikke, hvor lang en kontrakt, Rüdiger kræver.

Ifølge avisen lød Chelseas første tilbud til Rüdiger på omtrent 1,2 millioner kroner om ugen. Et tilbud, der angiveligt fornærmede den 28-årige tysker, idet han med den løn ikke engang ville være blandt London-klubbens 10 bedst betalte spillere. 

Marca skriver dog, at forholdet mellem Chelsea og Rüdiger er blevet en smule bedre igen, og at Champions League-vinderne stadig håber på at få en ny aftale på plads med forsvarskrumtappen.

Klubber som Paris Saint-Germain, Bayern München, Manchester United og Juventus har dog angiveligt også interesse i Rüdiger.