Video : Tipsbladet
Premier League

PSG meldes interesserede i Arsenal-stjerne

Paris Saint-Germain er en af de europæiske klubber, der er interesserede i Arsenal-stjernen.

Pierre-Emerick Aubameyang blev i efteråret vraget og frataget anførerbindet i Arsenal, og alt tyder på, at den 32-årige stjerneangriber ikke har en fremtid i London-klubben.

Angriberen har været sat i forbindelse med et skifte i januar, og ifølge The Athletic skal der også være interesse for Aubameyang fra europæiske klubber. En af de interesserede klubber skal være storklubben Paris Saint-Germain.

Såfremt et skifte til PSG falder på plads, vil han skulle spille sammen med blandt andre Kylian Mbappe, Lionel Messi og Neymar.

Endnu skal der dog blot være tale om interesse fra PSG og altså ikke konkrete bud. Ifølge The Athletic kan Aubameyangs løn til gengæld ende med at blive et problem for “alle” de interesserede europæiske klubber.

Der har ifølge mediet været et konkret bud på Aubameyang fra saudiarabiske Al Hilal, men angriberen er efter sigende ikke selv klar på at forlade Europa til fordel for Mellemøsten.

Pierre-Emerick Aubameyang, 32 år, har kontrakt med Arsenal i godt halvandet år endnu. Han har spillet for klubben i fire år og har leveret 92 scoringer på 163 kampe, heriblandt syv scoringer på 15 kampe i den igangværende sæson.