Video : Tipsbladet
Superliga

Jack Wilshere spillede en time for AGF-reserver

Superstjernen Jack Wilshere fik yderligere kamptræning mandag eftermiddag.

Jack Wilshere debuterede for AGF i fredagens Superliga-kamp mod Vejle Boldklub, og mandag fik han flere minutter i benene, da århusianerne mødte OB i Reserveligaen.

Århus Stiftstidende melder, at den engelske superstjerne spillede en time i opgøret, som AGF tabte 1-2 til fynboerne. Dermed har Jack Wilshere samlet spillet i nærheden af 80 minutter på fire dage.

Ifølge lokalavisen lignede Jack Wilshere også en spiller, der har brug for al den kamptræning, han kan få. 

- Han lod ikke til at have et stort løbemæssigt overskud, men til gengæld var han stærk fysisk når fynboerne forsøgte at komme på kroppen af ham. Og som forventet var han stærk på bolden, når han havde den, skriver Århus Stiftstidende om Wilsheres præstation mod OB og tilføjer, at den tidligere Arsenal-stjerne sjældent blev sat i scene af holdkammeraterne.

Max Fenger og Tobias Augustinus-Jensen scorede målene for OB, mens Oliver Lund noterede sig for den enlige århusianske scoring i et opgør, hvor alles øjne hvilede på Jack Wilshere. Næste mulighed for at se englænderen i den hvide trøje er om en uge, når AGF møder FC Nordsjælland i Superligaen. 

I videoen i toppen af artiklen kan du se Jack Wilsheres bedste aktioner fra debuten mod Vejle Boldklub i fredags.