Video : Tipsbladet
Superliga

FCK med klar opfordring til fans

FC København opfordrer nu fans til ikke at lave en baneinvasion søndag, hvis mesterskabet kommer i hus.

Over de seneste uger har især engelsk fodbold været ramt af flere baneinvasioner, hvor jublende fans er løbet ind på grønsværen for at tiljuble spillere. Senest skete det torsdag aften med Evertons sejr, som sikrede klubben overlevelse i Premier League, og det endte i skandaløse scener, hvor Crystal Palace-træner Patrick Vieira sparkede ud efter en fan

Og de mange baneinvasioner får nu FC København til at komme med en klar opfordring til klubbens fans inden søndagens kamp mod AaB, hvor guldet kan sikres: Bliv på tribunen.

Det skriver FC København på klubbens hjemmeside.

- For det første er det en alvorlig sikkerhedsrisiko for både spillere, fans og stewards, hvor vi har set aktører blive antastet eller ligefrem angrebet. For det andet kan det få meget markante konsekvenser for klubben på både kort og langt sigt.

- Hvis myndighederne vurderer, at sikkerheden ikke er tilstrækkelig, kan de også aflyse den mesterskabsfejring, som vi alle håber på at skulle opleve i Parken på søndag.

- På længere sigt betyder det også alvorlige sanktioner mod klubben med meget store bødestraffe samt en betydelig risiko for, at vi skal spille kampe uden tilskuere, skriver FC København.

FC København skriver samtidig, at de lover, at der nok skal være rig mulighed for at fejre mesterskabet, såfremt det som forventet kommer i hus.

Forud for søndagens spillerunde, der er sæsonens sidste, er FC København tre point foran FC Midtjylland i tabellen og har en bedre målscore. Derfor skal FCK blot undgå at tabe stort for at blive mestre.