Video : Tipsbladet
Skandinavien

Haalands fætter er brandvarm: Der er interesse

Erling Braut Haalands fætter har også godt gang i fodboldkarrieren.

Erling Braut Haaland skifter den forestående sommer til Manchester City, og der er en god mulighed for, at angribens fætter, Jonatan Braut Brunes, også står foran et klubskifte.

Den 21-årige nordmand har i indeværende sæson scoret ikke mindre end elleve gange i syv kampe for IK Start, der lejede Braut Brunes i Lillestrøm inden sæsonen.

Nu beretter den norske avis VG, at både klubber fra den tyske 2. Bundesliga og den belgiske Jupiler Pro League følger angriberen.

- Som det ser ud lige nu, er der er en god mulighed for, at der kan blive et skifte til sommer. Det skal selvfølgelig være rigtigt for spiller og klub, men jeg kan bekræfte, at der er interesse for Jonathan, siger agent Atta Aneke til VG.

Lillestrøm-sportschef Simon Mesfin bekræfter også interessen og pointerer, at Jonathan Braut Brunes mellemnavn ikke ligefrem er en ulempe for ham.

- For det første: Jonathan skal præstere på et godt niveau og score mål for at tiltrække interesse. Det er det, som kvalitetssikrer en angriber. For det andet: Det er ikke negativt, at han hedder Braut. Men klubber er ikke bare interesserede i Jonathan, fordi han hedder Braut. De er interesserede, fordi han præsterer godt.

Jonathan Braut Brunes er ligesom Erling Braut Haaland vokset op i klubben Bryne FK.