Video : Tipsbladet
Superliga

FCM accepterer angribers ønske: Dette står i vejen

FC Midtjylland lader til at være afklaret i forhold til at skulle tage afsked denne sommer med den brasilianske angriber Marrony, der har haft det svært.

Han er FC Midtjyllands største indkøb nogensinde, men han er også et af de største flops, der ender med at have spillet i FCM.

Angriber Marrony, som FCM angiveligt har betalt over 30 millioner kroner for, har aldrig fundet sine fødder i FC Midtjylland, og her et år senere vil det være en stor overraskelse, hvis han ikke kommer væk fra Danmark denne sommer. 

Frontløberen var allerede i vinter tæt på at skifte til Internacional i Brasilien, men aftalen blev forpurret af, at Rusland invaderede Ukraine, fordi Internacional havde solgt Yuri Alberto til Zenit og frygtede, at man ikke kunne få de penge, klubben skyldte.

Nu er det så Fluminense, der arbejder på at hente Marrony, og klubben har allerede sendt et tilbud afsted til FC Midtjylland. Der er tale om en lejeaftale.

Det brasilianske medie Globo skriver, at Marrony selv har haft samtaler med FC Midtjylland, og at ledelsen i klubben nu har accepteret, at angriberen kan forlade Danmark og klubben fra Ikast og Herning. Marrony skal have sagt til FCM-ledelsen, at han rigtig gerne vil spille for Fluminense.

Men den danske klub har ikke i sinde at acceptere det tilbud, Fluminense har sendt på angriberen, skriver Globo, og derfor vil FC Midtjylland komme med et modbud, som brasilianerne kan tygge på.

Det er velkendt, at FC Midtjylland gerne vil sælge angriberen, mens Fluminense ønsker at leje. Det er ikke utænkeligt, at en aftale lander et sted imellem, hvor Fluminense lejer angriberen med en købsoption - måske endda en forpligtelse til at købe, når lejeaftale nærmer sig sin afslutning.

I FC Midtjylland har Marrony fortsat til gode at score - han har noteret sig for syv Superliga-kampe. Han har fortsat fire år igen af aftalen med FCM.

Har du styr på de danske hold og Europa? Hvis ikke, så tjek overblikket her

Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.