Video : Tipsbladet
Superliga

Analyse: Så stærk er AGF's trup lige nu

AGF har mistet et par kantspillere og købt backen Tobias Mølgaard. Vi ser nærmere på AGF’s trup forud for en givetvis hektisk sommer på transfermarkedet.

AGF skal i denne sæson pinedød tilbage i Top 6 i Superligaen, og der er midler til rådighed til nye spillerkøb, for eksempel til de to kanter, hvor sidste sæsons startere Mustapha Bundu og Jon Dagur Thorsteinsson er væk.

Tipsbladet ser her nærmere på kampen om pladserne og AGF's muligheder i et transfervindue, der bliver afgørende for muligheden for at vende tilbage til Top 6 omgående

Målmænd

Førstevalg
Jesper Hansen

Alternativer
Daniel Gadegaard, Viktor Noring

Jesper Hansen har kontrakt indtil næste sommer, og det skulle være meget mærkeligt, hvis AGF begyndte at pille ved en af de positioner, hvor der er mest ro og stabilitet, forud for en sæson hvor man uanset hvad skal i Top 6.

Den 31-årige svensker Viktor Noring kom til som gardering i marts og er igen i denne sæson reserve, mens unge Daniel Gadegaard er tredjemand.

Højre back

Førstevalg
Tobias Mølgaard

Alternativer
Alexander Munksgaard, Anthony D'Alberto

Tobias Mølgaard var sommerens første markante tilførsel til AGF-truppen, og det er oplagt, at han skal i startopstillingen efter et 2021/22, hvor AGF tydeligvis havde svært ved at erstatte Kevin Diks, der røg tilbage til Fiorentina og derefter på fri transfer til FC København.

Alexander Munksgaards arbejdsraseri og alsidighed kan man sikkert godt have brug for igen i rotationen i truppen, mens Anthony D'Alberto slet ikke fandt sig til rette med de defensive krav til en back i Århus og skal have en genfødsel under den ny cheftræner, hvis ikke et skifte til en anden klub skal være den mest oplagte løsning på situationen.

Venstre back

Førstevalg
Erik Kahl

Alternativer
Oliver Lund, backer fra højre side

Et af sidste sæsons helt store indkøb har vist lovende takter i perioder men havde også et forår under det niveau, han og AGF's trænere og ledelse forventer.

20-årige Kahl skal spille og over tid meget gerne blive en succes og ryge til udlandet for en stor pose penge i transfer, og forventningen er helt entydigt, at stockholmeren bliver bedre efter sin første sæson i den mere krævende Superliga.

Kan AGF finde på at hente konkurrence ind? Det kan skærpe den unge svensker men også rokke ved den store investering i en spiller, der alene i transfer kostede over 10 millioner kroner i 2021.

Midtstoppere

Førstevalg
Frederik Tingager og Thomas Kristensen

Alternativer
Yann Aurel Bisseck og Sebastian Hausner

Vi har sat Tingager og unge Thomas Kristensen på som forventede startere, men der er tæt kamp om pladserne på en position, hvor AGF på papiret er meget stærkt besat. Bisseck havde et par stærke efterårsmåneder i 2021, hvor resultaterne var ganske fornuftige, og den unge tysker var for nylig med på sit lands U/21-landshold og ligner en mand, der skal spille.

Der har i tidligere sæsoner været en aftale om, at Frederik Tingager kunne komme afsted, hvis det rigtige tilbud kom, og man skal ikke udelukke, at det kan komme i spil igen.

Defensiv midtbane

Førstevalg
Nicolai Poulsen

Der er ikke for alvor andre til at dække pladsen, og Ekstra Bladet har nævnt, at sportsdirektør Stig Inge Bjørnebye har kig på mulige afløsere.

Indtil der, måske, kommer en ny spiller til, er Poulsen det oplagte førstevalg til oprydderrollen på den centrale midtbane, uanset hvilken formation Uwe Rösler vælger at spille med.

Egenudviklede Benjamin Hvidt kunne måske i teorien rykkes derned, når han er klar efter sin langtidsskade, men det vil næppe være den optimale løsning for hverken Hvidt eller AGF.

Central og offensiv midtbane

Førstevalg
Mikael Anderson og ?

Alternativer
Albert Grønbæk, Frederik Brandhof, Zach Duncan, måske Jack Wilshere?

Der er flere muligheder på den centrale midtbane både i forhold til idealopstillingen men også i forhold til et spillersalg.

Da AGF sidste sommer fik købt Mikael Anderson fri af FC Midtjylland på en aftale til 15 millioner kroner, skød FCM undervejs i forhandlingerne tilbage med et bud på Albert Grønbæk, og U/21-landsholdsspilleren er nok truppens bedste bud på et større spillersalg denne sommer, selvom 2021/22 ikke bød på lige så mange højdepunkter, som den unge mand fra AGF's egen ungdomsafdeling på Fredensvang og alle omkring ham havde håbet.

Hvis AGF når en ny aftale med Jack Wilshere, må det være for at spille med ham, og så peger det i retning af tre centrale midtbanespillere i en form for 4-3-3/4-2-3-1.

Endelig er AGF strategisk nok også nødt til at spille med Albert Grønbæk, hvis man ikke sælger ham – det dur simpelthen ikke at sætte det største salgsemne på bænken.

Kantspillere

Førstevalg
?

Alternativer
Gift Links, Albert Grønbæk, Adam Daghim

AGF skal pinedød have hentet kantspillere efter afskeden med Jon Dagur Thorsteinsson, den måske farligste offensivspiller i sidste sæson, og Mustapha Bundu.

På Tipsbladets efterretninger lyder det ikke til, at en Bundu-retur er ret sandsynlig, så AGF skal ud for at finde et par nye folk.

Albert Grønbæk kan godt spille til venstre, så det kunne være i spil for at få puslespillet til at gå op – som tidligere nævnt vil det transfer-strategisk være galimatias at bænke det største, egenudviklede salgsemne, hvis man ikke sælger ham denne sommer.

Angribere

Førstevalg
David Kurminowski

Alternativer
Patrick Mortensen, Frederik Ihler

Vi har skrevet David Kurminowski på som foreløbigt førstevalg, men det er altså meget åbent, hvad der skal ske på denne position. Patrick Mortensen har et halvt år tilbage på sin kontrakt og luftede selv muligheden for en sidste tur til udlandet, da han blev spurgt til det i foråret, så Uwe Röslers kommentar på første træningsdag om en mulig forlængelse virker ikke specielt realistisk.

Kurminowski leverede enkelte gode glimt men kan jo overhovedet ikke siges at være et sikkert kort efter kun to mål i 25 kampe (skal han på kanten?) - den million euro, han angiveligt kostede, ser indtil videre ud til at blive svær at få i land.

En ny spydspids burde stå højt på Hr. Röslers ønskeliste, men en af de to 'voksne' angribere skal nok ud først, med mindre man har tænkt sig at spille med to deciderede angribere i stedet for én som hidtil.

Fotos: Getty Images

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.