Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-boss: Selvfølgelig er der interesse for ham

Rygterne om Marrony fyger igen hen over Atlanterhavet, og i FC Midtjylland vil de gerne bekræfte, at der er interesse for angriberen.

Marrony går lige om lidt ind til sit andet transfervindue som FC Midtjylland-spiller, og for anden gang flyver historierne om et hurtigt exit mellem Brasilien og Danmark. Så sent som forleden skrev Globo, at Fluminense havde afgivet endnu et bud på angriberen.

Foreløbig er Marrony dog startet sommertræningen i Ikast, hvor FC Midtjylland-sportschef Svend Graversen kan gøre status efter rekordindkøbets første år i Danmark. 

- Realiteten er, at han træner dér. Så er det sgu op til ham at præstere på det niveau, vi ved, han kan. Det må vi håbe på, han gør. Det er de bedste, der spiller, og indtil videre har han ikke været blandt de bedste. For så havde han spillet.

- Det tager altid noget tid. Ham har det taget for lang tid, men han er her, og så er det bare med at give den gas for ham. Er der interesse? Selvfølgelig er der det, for han er en sindssygt dygtig spiller.

- Vi er ikke kommet i mål med noget endnu. Det gjorde vi hverken i vinter, hvor der også var interesse og en masse skriverier, og nu er der også en masse skriverier. Men fakta er, at han træner her.

Der er interesse, men er der også kommet bud?

- Det vil jeg ikke kommentere. Han træner derude, siger Graversen og nikker i retning af træningsbanen.

Marrony fik i alt 11 kampe i sin første sæson i FC Midtjylland, men scorede ikke. Kun i to af kampene startede han inde.

Tiden er inde til, at han viser, hvorfor FCM betalte 22 millioner kroner for ham i fjor og skal betale yderligere 11 millioner denne sommer. Spørgsmålet er, om FCM-ledelsen stadig har tiltro til, at den 23-årige brasilianer nu forløser det niveau, som Svend Graversen ser.

- Det skal det (forløses, red.). Længere er den ikke. Det er vores opgave. Det er trænernes opgave, det er min opgave at få det forløst. Det er vores håb, at det sker - hellere i går end i morgen, siger han.

Har du styr på de danske hold og Europa? Hvis ikke, så tjek overblikket her

Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.