Video : Tipsbladet
Generelle

Dansk topscorer frier til japanske klubber

Den danske angriber har før haft muligheden for et eksotisk skifte, og det håber han på, at han får muligheden for igen.

De sidste fem år har den danske angriber Nikolaj Hansen tilbragt på Island hos Valur og Víkingur.

Her har han haft stor succes, hvilket også er blevet bemærket omme på den anden side af jorden. I 2021 var en unavngiven japansk klub ude efter den danske bomber, hvilket han også dengang selv bekræftede.

Tanken om et eksotisk eventyr i Asien er ikke forsvundet fra Nikolaj Hansens nethinde, da han fortæller, at det er en mulighed, som han gerne vil prøve af.

- Jeg føler mig godt til rette her, men på et tidspunkt vil jeg gerne prøve et nyt eventyr. Jeg vil gerne se mere af verden, siger han til polske TVP Sport i forbindelse med Víkingurs Conference League-kampe mod Lech Poznan.

- Min drøm er at tage til Japan. Jeg vil gerne tilbringe nogle måneder der og opleve kulturen helt tæt på. For et år siden var der en mulighed for det, men det faldt hurtigt sammen. Men på et tidspunkt er der måske mulighed for at gøre det. Hvis ikke Japan, så er jeg også åben overfor andre lande i Asien. Denne del af verden interesserer mig meget, siger Nikolaj Hansen.

Nikolaj Hansens Víkingur tabte opgørene med samlet 2-4 til polakkerne, og er dermed ude af Conference League. Så kan han istedet fokusere på den hjemlige liga, hvor de forsvarende mestre lige nu er otte point bag førerholdet Breidablik.

De seneste år har Nikolaj Hansen, 29 år, haft stor succes på vulkanøen, hvor han i sidste sæson blev både årets spiller og ligaens topscorer. Det er også blevet til tre islandske mesterskaber og to pokalturneringer.

Kontrakten med Víkingur udløber næste år, og så må tiden vise, om han får drømmen om et asiatisk skifte opfyldt. I Danmark har han været forbi HB Køge og FC Vestsjælland.

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.