Video : Tipsbladet
Superliga

Fejlene hober sig op i FCM: Alt for arrogant

FCM har været både nølende og arrogante i en jammerlig sæsonstart, mener Tipsbladets chefredaktør, Allan Olsen

MENS BRØNDBY - helt rimeligt - bliver ristet på sociale medier over en forfærdelig sæsonstart, så flyver kritikken som sædvanlig noget lavere, når det gælder FCM.

De har ellers lige så mange - eller få - point som Brøndby, men herfra set burde de egentlig have en større røvfuld end den, der bliver givet til Brøndby. Det råder vi bod på hér…

FCM er mesterskabskandidat, sidste års to’er, de sidste mange års største udfordrer til FCK, en selvforståelse, der når langt ud over den midtjyske hede - og penge.

Meget kan man sige om Brøndby, men et mesterskab har vist aldrig været realistisk, hverken i sidste eller denne sæson, så på den led er FCM kommet langt værre fra start.

TILMED SIDDER undertegnede med en fornemmelse af, at forsømmelserne hober sig op - og ingen gør noget ved dem.

Eksempelvis:

  • Det kan godt være, at Bo Henriksen ikke kunne flytte FCM det ønskede stykke, men det virker direkte arrogant, at en topklub er trænerløs så længe. FCM HAR mange omkring holdet, men den løsning har ikke givet resultater, og vikartræner Henrik Jensen virker i hvertfald til at have fået en opgave, der er rigelig stor.
  • Målmanden: Ja, Elias Olafsson er god, bestemt, men en mesterskabskandidat skal vel have en top-to-tre-målmand i ligaen. Det har FCM ikke. FCK har to, der er bedre, Brøndby og Randers hver en.
  • Forsvaret. Det flyver rundt med ændringer, men målene sejler fortsat ind. 13 mål er der scoret mod FCM i seks kampe. Det er vanvittigt. Netop forsvaret har ellers været et FCM-varemærke, men selvom Erik Sviatchenko er en af Superligaens all-time største skikkelser og en kæmpefigur på og udenfor banen i mine øjne, så skal han til at stramme sokkerne. Henrik Dalsgaard, Juninho, Paulinho har også været dyre drenge.
  • Midtbanen. Jo, jo - selvfølgelig skal man have så meget som muligt for Evander, så brasser-projektet giver pote, men igen ligner han en, der hellere vil være alle andre steder end i Herning. Onyedika er heller ikke den motor, der er forventet, Oliver Sørensen prøver, men midtbanegeneralen er savnet.
  • På kanterne er FCM til gengæld godt kørende. En genfødt Pione Sisto, Anders Drejer og Gustav Isaksen har alle klasse, men er Sory Kaba virkelig den pondus og træfsikkerhed FCM vil ha’ på frontangriber-pladsen? Jeg tvivler.

LÆG SÅ OVENI, at man prioriterer VM i ridesport over fodbold, flytter en potentielt vanvittig vigtig hjemmekamp i Champions League-kvalifikationen til Randers - ja, ja, det dufter også lidt af hest - så får du bare indtrykket af, at det ikke kører på skinner i FCM. Specielt ikke, når man så skal spille fodbold på en decideret farlig hjemmebane, hvor rullegræsset ikke lå ordentlig fast. En øvelse AGF kom bedst ud af i 2-0-sejren i lørdags - også selvom FCM faktisk spillede en ganske god første halvleg.

Klart, der var mange penge at hente på ridebanen og VM-stævnet, men signalerne er voldsomt forvirrende. Nærmeste amatøragtige.

JEG ER DA helt klar på, at sæsonen langt fra er slut, og at medaljerne ikke bliver uddelt i august, men det ændrer ikke ved opfattelsen herfra af, at FCM virker langt mere handlingslammet end tidligere.

Det står også mejslet i sten, at FCM nok skal være der i transfervinduets sidste uge, ja vel sagtens sidste timer, men spørgsmålet er bare, om det er tids nok til at lappe alle de huller, der efterhånden er opstået i fundamentet på FCM-bygningen!

LIGE NU LIGNER den ambitiøse klub i hvertfald en ualmindelig bleg skygge af sig selv. Også selvom det er Brøndby, der får tævene…