Video : Tipsbladet
Superliga

Steinlein bør købe stjerner til Capellas nu

KOMMENTAR: FC Midtjyllands strategiske ambitioner i Danmark og Europa er prisværdige, men det er svært at se FCM udfordre FCK og markere sig i Europa League uden markante indkøb.

Bortset fra en vundet straffesparkskonkurrence på Cypern har det være lidt af en forsømt sommer for FC Midtjylland.

Bo Henriksen blev fyret små to uger efter sæsonstarten, da tvivlen om spillet blev for stor få uger efter, at man havde besluttet at give træneren en ny chance i 2022/23-sæsonen.

Anders Dreyer er et stærkt køb uanset de specielle omstændigheder med Rubin Kazan, der skyldte FC Midtjylland en hulens masse millioner for sidste års transfer fra Danmark til Rusland.

Men ellers har FCM bestemt ikke væltet nogen på transfermarkedet ud over et fint salg af Luca Pfeiffer, ingen i Tyskland åbenbart havde fanget stod uden fremtid i Superliga-klubben.

Evander er ikke blevet solgt trods ihærdige forsøg fra hans agenter (og tro nu ikke, topklubber i Danmark som FCM ikke selv gør et stykke salgsarbejde), og i Superligaen er det kun blevet til en enkelt sejr over håbløse OB.

Ingen og intet vælter i FC Midtjylland på grund af ovenstående. Der venter snarere et alvorligt forsøg på yderligere at udfordre FC København i de kommende år, hvilket FCM nok fortæller mere om til efteråret.

Læs mere om FC Midtjyllands svære Europa League-gruppe her

Men når 2022/23 ikke ser ud til at være afskrevet som en blød mellemsæson i Superligaen eller en gratis omgang for at hente præmiepengene i Europa League, kunne det give god mening at handle på transfermarkedet i de kommende dage, hvor Evander ganske vist ser ud til at blive, mens Raphael Onyedika ser ud til at blive solgt et år eller to før planen.


Raphael Onyedika, der snart er fortid i FCM. Foto: Jan Christensen/Getty Images

Nødt til at handle
Ansættelsen af Albert Capellas giver god mening.

Det skal jeg jo næsten også mene, når jeg både denne og sidste sommer opfordrede til at ansætte en udlænding, der kan meget fagligt og er vant til at arbejde strategisk med fodbold.

Capellas kan hjælpe FC Midtjylland med at oversætte rekrutteringen af dygtige individualister og grundtanken om at spille fysisk, aggressivt og offensivt til en egentlig spillestil, hvis ellers den manglende cheftræner-erfaring ikke bliver en hindring.

Det, jeg er spændt på, er, om FC Midtjylland nu også er klar til at arbejde i den retning og fortsætte det med en ny cheftræner og den næste igen.

Det kan kræve nogle indrømmelser. Som at man ubetinget skal arbejde langt mere med det boldbesiddende spil og de lange angreb, som klubberne i den europæiske Top 50, som FCM vil være del af, har som langt det største arbejdspensum med enkelte undtagelser.

Meget tyder på, at Capellas skifter FC Midtjylland over i en 4-3-3-formation, som truppen ikke er købt ind til, og sammen med det forventede salg af Raphael Onyedika giver det travlhed her i slutningen af transfervinduet.

Og så kunne det meget vel være, at nu er et godt tidspunkt at erkende, at resultaterne og spillet ikke bare er et produkt af manglende succes på træningsbanen og kampafviklingen, men også at truppen måske ikke helt er så god, som man selv mener - noget, det måske bliver nemmere at forsvare udadtil og gøre noget ved, nu hvor Capellas altså ser ud til at skifte over i en 4-3-3.

Modstanderne er begyndt at gå væk fra duellerne med FC Midtjylland og forsøger i stedet at skabe en masse småspil omkring midterforsvaret, hvilket jo ikke er det, FCM helst vil.

I den hidtidige formation bliver FC Midtjylland også overløbet på midtbanen og har ikke kontrol over kampene, selvom man hidtil overhovedet ikke har villet høre tale om, at det skulle være et problem at have tre midtstoppere til ofte at dække én modstander-angriber.

Både formation og idealopstilling trænger til større sammenhæng, så man ikke spiller henholdsvis forsvar og angreb, og det lader også til at være Capellas' intention.

Var det mit fodboldhold, ville jeg have en ny spiller til startopstillingen i hver kæde (og til tid og evighed droppe at stille med tre midtstoppere andre steder end i Parken og Europa, hvis omstændighederne kræver det). Ja, jeg ville nok hente to mand til den centrale midtbane med Onyedikas forventede afgang, og så arbejde ud derfra.

Med målsætninger om god pointhøst i Europa League og at spille lige op med FC København i Superligaen kræver det nok, at man handler ud fra en skæv rekruttering og spilleres formdyk.

Naturligvis kan jeg tage fejl - det sker endda ofte - og det er i klubbens og truppens magt at vise med en ny og fagligt dygtig cheftræner i spidsen.

Men fodbold er ubønhørligt og udstiller svage punkter, og dem har det nuværende FC Midtjylland-hold for mange af efter et jævnt 2022 med omkring 1,7 point kamp, indtil det modsatte er bevist.

Så åbn pengepungen, FC Midtjylland – ellers risikerer I, at FC København stikker af. Det kan jeg nærmest love er deres intention.