Video : Tipsbladet
Superliga

Efter nedrykning: Southgate hylder præstationen

England spillede trods nederlag og nedrykning i Nations League en god kamp mod Italien, mener landstræneren.

Der er ikke meget at råbe hurra for blandt de engelske landsholdsfans for tiden. Offensiven har været sløv, forsvaret har været uopmærksomt, og med fredagens nederlag til Italien kan England se frem til at rykke ned i den næstbedste række i Nations League.

Alligevel ser det ifølge Gareth Southgate, den engelske landstræner, ikke helt sort ud.

England spillede nemlig en stor del af kampen rigtig flot, siger han på et pressemøde efter nederlaget.

- Vi havde mere boldbesiddelse, flere afslutninger, flere afslutninger på mål. I store del af kampen spillede vi rigtig godt, siger Southgate ifølge Sky Sports.

Fodboldkampe vindes som bekendt hverken på boldbesiddelse eller afslutninger, men på mål. Sådan et formåede England ikke at score, men til gengæld indkasserede holdet et flot et af slagsen fra italienske Giacomo Raspadori.

- Spillerne ved godt, at de kunne have vundet denne her kamp, siger Southgate efter kampen.

- Hvis de tager chancerne og forsvarer målet bedre, så vinder vi. Det er små marginaler mod de største fodboldnationer, og det er dem, som afgør kampene.

Southgate medgiver, at Englands niveau ikke er, hvor det bør være for tiden.

- Vi er ikke i en ideel situation, hvad angår antallet af spillere, som spiller på deres højeste niveau, men vi er bare nødt til at knokle videre og holde os på det rigtige spor, siger han.

England mangler stadig en enkelt kamp i Nations League-gruppen mod Tyskland, men ingen sejr vil her være stor nok til at rykke på Englands skæbne som nedrykker.

Italien møder i næste kamp Ungarn. Vinder Ungarn, kan holdet kalde sig vinder af gruppen.

/ritzau/