Video : Tipsbladet
Superliga

Medie: AGF-profil særdeles tvivlsom til FCM-brag

AGF kan meget vel komme til at undvære midtbanespilleren til den vigtige top seks-kamp på søndag mod FC Midtjylland.

Det ligner en kamp mod tiden, hvis Mikael Anderson skal blive spilleklar til søndagens kamp mod hans gamle klub FC Midtjylland.

Over for Aarhus Stiftstidende bekræfter han, at det er ganske usandsynligt, at han bliver spilleklar på grund af den skade, han udgik med i kampens slutfase mod FC København senest. Det er en forstrækning i ryggen, der er tale om. 

- Jeg vil sige, at jeg er meget tvivlsom til FCM-kampen. Vi gør alt, hvad vi kan for at nå det, men det bliver svært. Jeg kan godt gå helt normalt nu, det kunne jeg slet ikke efter kampen, men jeg kan ikke løbe, så der er et stykke vej endnu, siger Mikael Anderson til mediet. 

Onsdag tilbragte han i styrkerummet sammen med klubbens fysioterapeuter, og han har endnu ikke været på træningsbanen efter hændelsen i søndags. 

Til mediet melder han sig dog ved godt mod, fordi han havde frygtet værre. Til gengæld ved han ikke, hvornår han er fuldstændig klar igen. 

AGF kan ellers godt bruge hans dynamik inde på midtbanen til det jyske brag, hvor AGF vil blive overhalet af FC Midtjylland, såfremt det bliver til et nederlag. Lige nu har AGF to point ned til FC Midtjylland, der er på syvendepladsen.