For fem dage siden skrev flere medier, at Brentford var interesseret i at hente Morten Hjulmand til England.
Men Premier League-klubben var ikke alene om at have danskeren på blokken.
AS Roma, Brighton, Borussia Dortmund og Stuttgart har nemlig også et godt øje til Lecce-kaptajnen.
Og nu melder endnu flere klubber sig ind i kampen om Morten Hjulmand.
Sådan lyder det fra Football News 24 i Italien.
Der er tale om de to store italienske klubber Inter og Napoli. De vil ligeledes forsøge at lokke midtbanespilleren væk fra Lecce.
Men det bliver ikke nogen nem mission for de mange ovenstående klubber.
De første meldinger fra Lecce er nemlig, at Morten Hjulmand ikke er til salg i vinterens transfervindue, og at alle bud vil blive afvist.
Alligevel skulle Serie A-klubben have sat et prisskilt på danskeren. Det lyder på cirka 150 millioner kroner.
Morten Hjulmands kontrakt med Lecce løber i skrivende stund frem til sommeren 2024.