Video : Tipsbladet
VM

Eksperter uenige om Danmarks startopstilling

TV 2-eksperter er ikke enige i deres forudsigelser om, hvordan Danmark stiller op i VM-braget mod Frankrig.

Danmark er kommet skævt fra start ved VM i Qatar, og efter 0-0-kampen mod Tunesien har der derfor også været luftet mange holdninger om Kasper Hjulmands dispositioner i åbningskampen. 

Inden anden gruppekamp mod Frankrig, som sparkes i gang om få timer, ligger det allerede fast, at Kasper Hjulmand er nødt til at lave minimum én ændring i sin startopstilling, idet Thomas Delaney har forladt VM-lejren med en skade. 

Forud for Frankrig-kampen er de to TV 2 Sport-eksperter Morten Bruun og Mads Junker dog ikke helt enige om, hvilke ændringer Kasper Hjulmand bør lave til kampen mod verdensmestrene. 

Morten Bruun gætter således på en 4-3-3-formation med Simon Kjær på bænken og Christian Eriksen tilbage på den centrale midtbane sammen med Pierre-Emile Højbjerg og Mathias Jensen. Derudover forventer Morten Bruun, at Daniel Wass erstatter Rasmus Nissen Kristensen som højre back, mens Mikkel Damsgaard overtager Eriksens plads som venstre kant. 

Mads Junker forventer omvendt, at Kasper Hjulmand holder fast i den 3-4-3-formation, som landstræneren blev kritiseret for at benytte mod Tunesien. Junker forventer en tomandsmidtbane med Højbjerg og Eriksen og en startplads til Mikkel Damsgaard på venstre kant. Derudover forventer Junker ingen ændringer i forhold til Tunesien-kampen. 

Tipsbladet er også kommet med et bud på Danmarks startopstilling til kampen mod Frankrig. Den kan du se i vores optakt til kampen, som kan læses lige HER