Video : Tipsbladet
VM

Drama: Stjerne smidt af holdet inden VM-kamp

Ifølge flere medier har Cameroun ekskluderet Inter-målmanden André Onana af disciplinære årsager. Beslutningen blev taget få timer før VM-kampen mod Serbien.

Cameroun står foran en skæbnekamp mod Serbien klokken 11, men det afrikanske hold må klare sig uden en af deres helt store profiler. 

Inter-profilen André Onana er således ikke at finde i startopstillingen til opgøret mod Serbien, og ifølge flere medier er målmanden blevet smidt af holdet af disciplinære årsager. 

Eurosport skriver således, at en kilde fra Camerouns fodboldforbund har meddelt, at André Onana blot få timer inden opgøret mod Serbien er blevet smidt af holdet. Den specifikke årsag kendes endnu ikke. 

Den 26-årige Onana, der i denne sæson har spillet 13 kampe for Inter, erstattes i startopstillingen af Devis Epassy, der til dagligt tørner ud for Abha i den saudiarabiske liga. 

På papiret ligner det således en markant svækkelse af det camerounske mandskab, der har hårdt brug for en sejr i dagens opgør mod Serbien. 

Cameroun, der indledte VM-slutrunden med et 1-0-nederlag til Schweiz, møder således Brasilien i den sidste gruppekamp. 

Mens Cameroun altså må undvære André Onana i dag, så har holdet andre prominente folk med i startopstillingen, herunder Bayern Münchens Eric Maxim Choupo-Moting, Napolis André Anguissa og Brentfords Bryan Mbeumo.