Video : Tipsbladet
Premier League

- De er nødt til at købe Harry Kane

Ifølge den tidligere Manchester United-målræv Teddy Sheringham er Manchester United nødt til at hente Harry Kane, hvis klubben skal tage det næste skridt fremad.

Manchester United har vist gode takter efter Erik ten Hags ankomst i sommer, men Christian Eriksen og kompagni har brug for én særlig angriber, hvis de skal tage det næste skridt. 

Sådan lyder det fra den tidligere Manchester United-målræv Teddy Sheringham, der mener, at 'de røde djævle' er nødt til at hente Harry Kane, der har kontraktudløb i Tottenham næste år. 

- Tottenham har brug for at beholde Harry Kane, hvis de skal bevæge sig fremad, men hvis Manchester United skal bevæge sig fremad, så er de nødt til at købe Harry Kane, siger Teddy Sheringham til talkSPORT

- Det vil være den perfekte løsning, og jeg har bare den her idé om, at deres aftale med Wout Weghorst i resten af sæsonen blot er en midlertidig løsning på centerforward-positionen. Men hvis du skal tage det næste skridt, så er Harry stadig den bedste centerforward, sammen med Haaland, som man kan hente. 

Ifølge Teddy Sheringham er det umiddelbart svært at pege på en anden angriber, der vil kunne forbedre Manchester United mere end Harry Kane. 

- Man får ikke fingre i Haaland, så gå nu efter Harry til at lede offensiven. Han vil være professionel, han vil være fokuseret, han vil tiltrække forsvarsspillere og han vil gøre din klub bedre. Uden tvivl, siger Sheringham. 

Teddy Sheringham skiftede selv fra Tottenham til Manchester United i 1997, og den tidligere angriber var med til at vinde tre mesterskaber og et Champions League-trofæ med Manchester-klubben, inden han i 2003 rykkede retur til Tottenham. 

Mediet The Athletic har mandag skrevet, at Tottenham til sommer skal tage en beslutning om Harry Kane, hvis angriberen til den tid stadig ikke har forlænget sin kontrakt, der udløber om 18 måneder. 

Ifølge The Athletic er den 29-årige Harry Kane dog åben for at forlænge kontrakten med Tottenham.