Video : Tipsbladet
Generelle

Medie: Her er Ronaldos vanvittige husleje

Cristiano Ronaldo er blevet verdens bedst betalte fodboldspiller, og portugiseren sparer da heller ikke på boligudgifterne i Saudi-Arabien.

Cristiano Ronaldo er flyttet fra Manchester til Riyadh, og i den saudiarabiske hovedstad har den portugisiske superstjerne indlogeret sig på byens fineste hotel. 

Sådan lyder det fra det britiske medie Tatler, der skriver, at Cristiano Ronaldo og hele holdet omkring superstjernen har indlogeret på The Four Seasons-hotellet, hvor Ronaldo-holdet har indtaget hele 17 suiter på luksushotellet. 

Den samlede udgift lyder på 2,1 millioner kroner om måneden for Cristiano Ronaldo, der selv har indlogeret sig i den såkaldte Kingdom Suite, der består af to etager i den 267 meter høje Kingdom Centre-bygning, der også byder butikker fra nogle af verdens dyreste modebrands. 

Tatler har også talt med journalisten Piers Morgan, der stod bag det kontroversielle interview, der resulterede i Cristiano Ronaldos brud med Manchester United. 

- Takket være efterdønningerne af vores interview sikrede Ronaldo sig den største transfer-aftale i fodboldens historie, og i en alder af 37 er han nu planetens højst betalte atlet, siger Piers Morgan. 

- Ideelt set tror jeg, at han ville have foretrukket at spille i en anden topklub i Champions League i et år eller to, men Al Nassr kom med et voldsomt tilbud, og jeg tror, at den friske udfordring med at styrke fodbolden i en ny region, i slutningen af hans utrolige karriere, virkelig tiltalte ham. 

Piers Morgan tilføjer, at han har skrevet lidt sammen med Cristiano Ronaldo, der angiveligt er glad for sin nye tilværelse i Riyadh.

Rent sportsligt har Cristiano Ronaldos start i Al Nassr dog været en smule undervældende, idet portugiseren i sine to første kampe for Riyadh-klubben stadig ikke har scoret. I torsdags tabte Al Nassr og Ronaldo med 3-1 til Al Ittihad i den saudiarabiske Super Cup.  

Få de hotteste rygter, de største handler og seneste transfernyheder i Tipsbladets store TRANSFER-LIVE