Video : Tipsbladet
Premier League

United-manager forsvarer Casemiros kvælertag

Erik ten Hag mener, at flere andre spillere gjorde noget, der var værre end Casemiro, som fik rødt kort.

Casemiro fik lørdag rødt kort efter et VAR-tjek, som slog ned på det kvælertag, den brasilianske Manchester United-spiller tog på en Crystal Palace-spiller.

Efter kampen, som endte 2-1 til United, forklarede Erik ten Hag, at han var stærkt utilfreds med det røde kort efter 70 minutter ved stillingen 2-0.

United-manageren mener, at VAR fungerer inkonsekvent, og at flere spillere gjorde noget, der var værre end Casemiros handling.

Erik ten Hag pegede på, at Crystal Palace-spilleren Jeffrey Schlupp kort forinden havde skubbet United-kantspilleren Antony ud af banen.

Efterfølgende var der stor tumult, hvor spillere fra begge mandskaber gik i kødet på hinanden.

Dommer Andre Marriner blev kaldt ud til VAR-skærmen, hvor han især fokuserede på Casemiros halsgreb med begge hænder på Crystal Palaces Will Hughes.

- Det var virkelig højt niveau i de første 70 minutter, inden den episode skete. Her så man, at spillerne på dette hold forsøger at hjælpe hinanden.

- Det viser god holdånd. De accepterer ikke, når en spiller kan risikere at blive slemt skadet. Det var, hvad der kunne være sket med Antony, med den behandling han fik, siger Erik ten Hag.

Hollænderen understreger, at spillerne skal forsøge at styre deres følelser, men tilføjer, at det kan være svært i sådan et tilfælde som med Antony.

- Jeg så to hold, der sloges mod hinanden. Jeg så flere spillere, der gik over grænsen, men kun én spiller, der blev udvalgt og vist ud. For mig er det forkert, siger Erik ten Hag.

Han mener, at blandt andre Crystal Palace-angriberen Jordan Ayew skulle være vist ud for sine handlinger i tumulten.

- Der var en af spillerne, som var værre end Casemiro, siger Erik ten Hag om Jordan Ayew.

United-manageren kigger også tilbage og brokker sig over, at VAR ikke blandede sig i en tidligere kamp, da Christian Eriksen blev tacklet af Readings angriber Andy Carroll.

- Man skal være konsekvent med VAR. I sidste uge røg Christian Eriksen ud i tre måneder efter en hård tackling. Intet fra VAR, siger Erik ten Hag.

/ritzau/