Video : Tipsbladet
Superliga

Ude af guldkampen? De er dårligst af de tre hold

Fodboldekspert Kenneth Emil Petersen mener ikke, at Superligaens nummer to er i spil til at blive dansk mester.

De tabte med 0-4 hjemme til FC Midtjylland for en uge siden, men søndag fik Viborg FF gang i foråret med en flot sejr på 3-0 ude over AC Horsens.

Dermed er Jacob Friis' mandskab tilbage på sporet og holder fast i andenpladsen - aktuelt fire point efter topholdet FC Nordsjælland og to foran nummer tre, FC København.

Men er Viborg FF så en del af guldkampen?

Viaplays eksperter er i tvivl.

Per Frimann mener, at klubben holder sig i kampen om guldet, og at klubben kommer til at genere dem, der tror, de skal være danmarksmestre. 

Kenneth Emil Petersen er dog uenig.

- De er i medaljekampen. Jeg ser ikke Viborg i kampen om mesterskabet - heller ikke med det transfervindue, de havde. Vi kender ikke så meget til de nye. Jatta var inde i dag (søndag) som 9'er og lavede en kasse, men manglen af Grot gør, at jeg ikke tænker dem ind.

- Jeg synes også, det er det dårligste af de tre hold (i toppen). Men kan de få medaljer, er du vimmer en god anden sæson så, siger Viaplay-eksperten.

Se hele analysen fra Frimann og Petersen i videoen øverst til denne artikler, hvor der også er highlights fra opgøret fra Horsens.

Næste opgave for VFF er en kamp mod Randers FC.