FC København er blevet ramt af en dårlig nyhed forud for søndagens topbrag mod FC Nordsjælland.
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune har nemlig besluttet sig for ikke at give FC København tilladelse til at afholde den såkaldte 'Fan Village' ved Parkens B-tribune samt Øster Allé.
Beslutningen er taget på baggrund af en lang række klager fra beboere i Brumleby-kvarteret ved Parken.
Ifølge Ekstra Bladet er Konservative kommet med et ændringsforslag, der har opbakning fra et flertal i Teknik- og Miljøudvalget. Et forslag, der lægger op til en mulig 'Fan Village' ved Parkens D-tribune i stedet.
Det er dog den tribune, hvor Parkens udebaneafsnit er placeret, og overfor Ekstra Bladet peger FC København-direktør Jacob Lauesen på, at ændringsforslaget ikke virker voldsomt gennemtænkt.
- Mit bud vil være, at relevante myndigheder meget, meget hurtigt vil konkludere, at det forslag er groft uansvarligt i forhold til evakuering, opdeling og sikkerhed, siger Jacob Lauesen til Ekstra Bladet.
Jacob Lauesen peger videre på, at det formentlig vil blive til større genere for beboerne i Brumleby, at der på søndag hverken vil være ordnede forhold med hegn og toiletfaciliteter.