Video : Tipsbladet
Premier League

Kollegaerne har talt: Thomas Frank får flot pris

Kollegerne har peget på Brentfords Thomas Frank som Årets Træner for anden gang.

Brentford har gang i endnu en flot sæson i Premier League, og manden i spidsen af holdet bliver nu hædret for præstationen.

Således har en gruppe af 64 danske trænerkolleger peget på Thomas Frank som Årets Træner for 2022, skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

Det er anden gang, han modtager prisen. Første gang var i 2020.

- Det er jeg meget stolt og beæret over, og jeg synes, at vi har gjort noget godt herovre. Jeg har nogle fantastiske spillere og en fantastisk stab, og det gør det nemmere for mig at guide folk i den rigtige retning, siger han til DBU's hjemmeside.

Frank modtager prisen i konkurrence med Mainz' Bo Svensson, Silkeborgs Kent Nielsen og Flemming Pedersen i FC Nordsjælland

- Det er et stærkt felt, for det, Bo Svensson laver i Mainz, er vildt imponerende. Flemming P. er bare for vild - på den rigtig fede måde, og ham er jeg tidligt i min karriere blevet meget inspireret af.

- Og så er der Kent Nielsen, som både er en god kollega og en god ven, som måske har spillet noget af den fedeste form for fodbold de seneste år i Superligaen, siger Brentford-træneren.

Året forinden gik hæderen til landstræner Kasper Hjulmand, som førte Danmark til semifinalen ved EM. Hans forgænger på posten, Åge Hareide, modtog prisen i 2018 og 2019.

/ritzau/