Video : Tipsbladet
Premier League

Avis: Nu tager United beslutning om Greenwood

Ifølge den engelske avis Express har Manchester United taget en beslutning om Mason Greenwoods fremtid i klubben.

Mason Greenwood har ikke fået græs under fødderne i mere end 16 måneder. 

Det engelske fodboldtalent har ikke spillet for Manchester United, siden han blev sigtet i en voldtægssag tilbage i oktober 2022.

Efter anklagemyndigheden droppede sigtelserne mod den unge offensivspiller, har han afventet klubbens interne undersøgelse, der skal afgøre, hvorvidt han kan optræde for "The Red Devils" i fremtiden. 

Selvom undersøgelsen endnu ikke har nået sin endegyldig konklusion, beretter den engelske avis Express nu, at Manchester United har besluttet at leje Greenwood ud i næste sæson. 

Ifølge mediet er tanken, at den tidligere landsholdsspiller skal lejes ud i et år, da det ville give klubbens ledelse ekstra tid til at tænke over Greenwoods fremtid.

Angiveligt skulle Greenwoods mest sandsynlige destinationer være tyrkisk eller italiensk fodbold. Her har blandt andre Juventus været meldt interesseret i at hente den venstrebenede offensivprofil. 

Lejeopholdet vil også give Manchester United en mulighed for at se Greenwood an efter halvandet år på sidelinjen. 

Den unge englænder har stadig to år af sin kontrakt tilbage i klubben, og det er ifølge Express stadig ikke udelukket, at klubben river hans kontrakt over.