Six days on the road - William Kvists dagbog

ONSDAG:
Karrysuppe og summende Odense
Vi tager bussen til Odense før frokost. Solen skinner, og stemningen er fin. Jeg sidder som altid ved siden af Morten Nordstrand og vi småsnakker, men ellers læser jeg i Ken Folletts Uendelige Verden, min Berlingske og surfer lidt på nettet. På vej over Storebæltsbroen tænker jeg på, at vi godt nok har kørt her nogle gange i sæsonen, men denne gang er det helt klart på vej til den vigtigste kamp.

Vi spiser frokost på Nyborg Strand, hvor jeg sidder og nyder vejret, udsigten og den rigtig gode karrysuppe, jeg altid får der, og ved 14-tiden er vi fremme ved hotellet i Odense. Sådan gør vi altid til udebanekampe. Vi kører aldrig direkte til stadion, men stopper altid et sted, så vi kan hvile os og få et måltid før kampen. Jeg deler værelse med Martin Vingaard, og mens jeg ligger på sengen, kan jeg høre, hvordan byen summer af fodbold omkring mig. Der bliver sunget og råbt i gaderne omkring mig, så det gør bare opladningen endnu mere naturlig.

Denne gang skal jeg spille på min favoritplads på den centrale midtbane, men det ændrer nu ikke noget ved min opladning. Jeg ligger og visualiserer modstanderen, hvad for en type kamp bliver det, hvad vil jeg selv opnå og hvad for en rolle skal jeg spille. I dag skal jeg være mere kontrollerende end offensiv, for vi stiller ret offensivt på midtbanen med Grønkjær og Libor [Sionko] på kanterne, og samtidig har de offensive midtbanemænd, som vi skal holde øje med.

Før og efter opvarmningen giver Ståle [Solbakken] som altid de sidste dessiner. Nogle gange er der flere ting, hvis modstanderen stiller anderledes op end ventet, men her er det som planlagt, så vi snakker mest om dødboldsopstillinger og den slags.

I omklædningsrummet er det ellers Ulrik Laursen, der styrer musikken for tiden. Vi hører Kings of Leon, men jeg er meget inde i mig selv og koncentrerer mig om det, der venter.

Da vi løber ud på banen, tænker jeg, at det ikke kan blive meget bedre. Rammerne er noget nær perfekte, banen er fantastisk, solen skinner og stadion er proppet. Men kampen udvikler sig anderledes, end vi har regnet med. Vi har det bedste resultat fra start, og derfor ved vi også, at de på et tidspunkt skal komme frem, men vi kan hurtigt mærke, at de har skarpheden i dag. Jeg kan mærke det på deres boldhåndtering, på deres afleveringer og selvfølgelig på, at de hurtigt kommer foran.

Det ændrer kampen, for vi skal længere frem, men i de enkelte aktioner er de flere gange et skridt foran os, som for eksempel da jeg ikke når med Henrik Hansen ned i feltet og kan forhindre ham i at score til 2-0. Så pausen er et vigtigt pusterum for os. I omklædningsrummet er vi irriterede over udviklingen, men vi får det vendt og kommer ud med god energi og tro på det. Vi lægger et hurtigt pres og får reduceret, men da Demba-Nyrén rammer bolden rigtig godt og øger til 3-1, må vi presse endnu mere.

Så jeg bliver skiftet ud med N’Doye, og det forstår jeg godt rent taktisk, selv om jeg selvfølgelig meget gerne vil spille videre. Vi ender med at tabe 3-2, og det ærgrer os enormt. Godt nok kan vi stadig selv afgøre tingene ved at slå Brøndby, men vi ville gerne have nydt prestigen i at vinde sådan en topkamp i Odense, og så irriterer det, at Brøndby nu nok kan nøjes med uafgjort i Parken på søndag.