Fredericia leger med om oprykning: For tidligt at sige, hvem der er favorit
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
1. division

Fredericia leger med om oprykning: For tidligt at sige, hvem der er favorit

FC Fredericia vandt søndag ude mod Thisted og spillede sig op på tredjepladsen i NordicBet Ligaen.

Direktør Stig Pedersen siger selv, at FC Fredericia ser sig selv som et top tre mandskab i den næstbedste række NordicBet Ligaen.

Klubben vandt søndag ude over Thisted og spillede sig op på tredjepladsen i rækken, men spørger man spillere og trænere, er de ikke meget for at tale om toppen af rækken.

Der er stadig mange kampe tilbage at spille i rækken, hvor vinderen rykker direkte op, og hvor nummer to og tre skal spille playoff mod et Superliga-mandskab om en billet til Superligaen.

- Vi behandler alle vores modstandere som hold, der kan rykke op. Det er alt for tidligt at sige, hvem der er favorit. Når vi kommer længere hen, måske. Ikke nu, siger Jonas Dal til Fredericia Dagblad.

Med sejren på 3-0 i Thisted er Fredericia tre point efter HB Køge på andenpladsen og seks point efter Viborg, der fører rækken.

Der er nu landskampspause, og i den pause spiller Fredericia en testkamp mod samarbejdsklubben FC Midtjylland. Netop i FC Midtjylland har Fredericia lejet fem spillere.