HB Køge lejer Marco Larsen i Midtjylland
Foto: HB Køge
1. division

HB Køge lejer Marco Larsen i Midtjylland

23-årige Marco Larsen fra FC Midtjylland bliver udlejet til HB Køge frem til sommer.

FC Midtjyllands Marco Larsen har haft lange udsigter til spilletid i Superliga-klubben, og derfor bliver den 23-årige midtbanespiller fra starten af januar og frem til sommer udlejet til HB Køge.

Det skriver både FC Midtjylland og HB Køge.

- Jeg ser HB Køge som en rigtig god klub med en spændende trup, og selv om der var bud efter mig fra andre klubber, så har HB Køge været helt klar førsteprioritet for mig. HB Køge spiller noget offensivt, god fodbold og har ambitioner om at spille med om pladserne til Superligaen. Og så har jeg jo haft tre gode år i Køge Boldklub som ungdomsspiller, inden jeg blev hentet til FC Midtjylland, og det gør, at jeg også føler en form for tilknytning til klubben. Jeg er sikker på, at det er det helt rigtige valg for mig, siger Marco Larsen til HB Køges hjemmeside.

Også Per Rud, sportsdirektør, er tilfreds med at få nyt blod i truppen - tilmed en spiller, som fik sin opdragelse i HB Køge, inden han tog til FC Midtjylland.

- Marco passer fortrinligt på det vi søger – store offensive kvaliteter, mange meter i benene og god fysik, og så ved han hvor målet står og er god til at tage de rigtige løb i boksen. Og så er han fra lokalområdet, og er en god dreng, der har prøvet en helt masse på øverste hylde. Marco skal selvfølgelig løftes igen efter en periode ude og inde af holdet i FC Midtjylland, men sagt med ydmyghed så tror vi helt sikkert på at vores trænerstab og spillertrup i fællesskab med Marco kan bringe ham i en spillemæssig udgave, hvor han kan blive en profil for os og i 1. division, siger han.

Marco Larsen har kontraktudløb til sommer, så det kan ligne, at han endegyldigt er færdig i FC Midtjylland.

- Han er en dygtig spiller, og havde det ikke været for skader, havde han været en profil for FC Midtjylland i dag. Vi er kede af, at det ikke lykkedes, men vi er samtidig glade for, at han nu får chancen i HB Køge. Han har stadig muligheden for at udvikle sig til at blive en superligaprofil, siger sportsdirektør Claus Steinlein til FC Midtjyllands hjemmeside.

Det blev til 71 kampe og 13 mål i FC Midtjylland for den 23-årige Marco Larsen.