Video : Tipsbladet
1. division

Kent Nielsen-interview: 1. division vil ikke tage glæden fra mig

Kent Nielsen overtager styringen i Silkeborg IF om et år. Vi har taget en snak med den rutinerede cheftræner om visionerne for SIF, den lidt specielle trænerløsning, Peter Sørensen og meget andet.

Det har været et travlt døgn i Silkeborg IF.

Tirsdag ved middagstid oplyste Superliga-nedrykkerne, at Peter Sørensen var blevet sat fra bestallingen. En dårlig afslutning på sidste sæson kombineret med en dårlig indledning på den igangværende fik ledelsen i Silkeborg IF til at skride til handling. Under et døgn skulle der gå, før hans afløser stod klar - eller afløsere er det nærmere.

Silkeborg IF har nemlig valgt en lidt speciel konstruktion. I første omgang overtager Michael Hansen tjansen son cheftræner, og fra sommeren 2019 bliver han afløst af bundrutinerede Kent Nielsen, der altså ikke fik lov at gå med uvis fremtid i ret lang tid efter fyringen i OB i slutningen af maj.

- Vi er i en branche, hvor vi ved, at der kan ske en pludselig udskiftning, og jeg især har været i gamet i så mange år, at jeg ved, hvordan det er, og det har jeg ikke ladet mig stresse af. Det vigtigste for mig var ikke at finde noget hurtigt, men at finde det rigtige, og det føler jeg helt sikkert er tilfældet med Silkeborg IF, siger Kent Nielsen til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Når man bliver ældre, ved man også, hvad det er, man brænder for, og for mit vedkommende er det udfordringen og muligheden for at flytte klubben i en sportslig retning. Silkeborg er lige nu en klub, der ikke er i top rent sportsligt, men det er samtidig en klub med rigtige gode muligheder. Der er gode faciliteter, et flot stadion, et godt akademi og i det hele taget et solidt fundament. Man kan jo bare tage et kig på de spillere, Silkeborg har solgt i løbet af det seneste års tid. 

Han medgiver, at det ikke er den traditionelle løsning, at han først skal overtage trænersædet om et års tid, men han ser ikke noget problem forbundet med det.

- Hvis jeg eksempelvis var fortsat i OB frem til kontraktudløb, og så var blevet ansat i Silkeborg efterfølgende, havde du ikke stillet det spørgsmål. Men jeg står og skal opereres og vidste godt, der ventede mig en længere pause efterfølgende. Jeg er meget tilfreds med den her løsning, og jeg har stor tiltro til Michael Hansen, som skal forsøge at vende en svær situation, lyder det fra Kent Nielsen.

56-årige Kent Nielsen er den træner med næstflest Superliga-kampe på CV'et efter Troels Bech, og han kan skrive AGF, AC Horsens, Brøndby IF, AaB og OB på listen over arbejdsgivere - og snart altså Silkeborg IF.

Han fastslår, at han ikke kommer til at blande sig, mens Michael Hansen har tjansen.

- Et ordsprog siger, at for mange kokke fordærver maden, og det er jeg enig i. Jeg kommer til at følge med på sidelinjen, men heller ikke mere end det. Jeg kommer ikke til at blande mig. Michael Hansen er cheftræner det næste års tid, fastslår Kent Nielsen.

Men der kan vel opstå en speciel situation i januars transfervindue? Det giver jo ingen mening, at Silkeborg går ud og køber en spiller, du ikke har godkendt - du skal trods alt træne den pågældende spiller få måneder senere?

- Du har selvfølgelig en pointe. Men når man er i et transfervindue, handler det i høj grad om, hvad der kan være en forstærkning her og nu, og det frirum skal ledelsen have til at agere hurtigt. Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke lige kan vende en ting eller to hen ad vejen, siger den kommende SIF-træner.

Der gik som nævnt under et døgn fra, at Peter Sørensen var blevet fyret, til Kent Nielsen/Michael Hansen blev ansat, og den tidligere OB-træner medgiver da også, at tirsdag var en travl dag.

- Ja, bestemt, men når man har med erfarne folk at gøre, behøver tingene ikke tage så lang tid. Jeg har ærlig talt aldrig forstået, hvordan forhandlinger kan trække i langdrag. Man må da have en fornemmelse af ret hurtigt, om det her kan lade sig gøre eller ej? Der blev mailet og ringet en del i går, og jeg er glad for, vi nåede i mål hurtigt, lyder det fra Kent Nielsen, der nu kan følge med spænding, om han overtager et hold i Superligaen eller NordicBet Ligaen:

- Jeg kan sige helt ærligt, at det ikke tager glæden fra mig, hvis jeg overtager en klub i 1. division. Arbejdet på banen er fuldstændig det samme, om man spiller i Superligaen eller 1. division, og det er det, jeg interesserer mig for. Så er det klart, at der er større opmærksomhed – blandt andre fra jer medier – når man er en Superliga-klub, men hvis man kender mig, ved man godt, at det ikke er den del, jeg holder allermest af.

- Når det er sagt, så vil alle selvfølgelig spille på så højt et niveau som muligt, og det er klart, at jeg da vil foretrække Superliga over 1. division. 

Det er kun få måneder siden, at Jakob Michelsen overtog Kent Nielsens job i OB. Nu er det Kent Nielsen, der overtager Peter Sørensens job i Silkeborg IF. Sådan er fodboldens verden, og den kommende SIF-træner er sikker på, der også venter et nyt job lige om hjørnet til Peter Sørensen.

- Peter er en erfaren træner lige som jeg, og vi ved godt, hvordan den her verden fungerer. Derfor kan vi godt være ærgerlige. Jeg var ærgerlig over, at OB ikke gav mig mulighed for at fortsætte arbejdet, og på samme måde er Peter helt sikkert ærgerlig nu, men sådan er branchen, og det ved vi godt.

- Jeg synes, Peter er en rigtig dygtig træner, der har gjort et godt stykke arbejde i Silkeborg over en årrække, og jeg er ikke i tvivl om, at der også er et nyt job til ham som cheftræner, slutter Kent Nielsen.

Silkeborg IF er uden sejr efter sæsonens første tre kampe.