Ny svensker vil have Vejle i Superligaen
1. division

Ny svensker vil have Vejle i Superligaen

Victor Wernersson skrev søndag under med Vejle Boldklub, og den 22-årige back har store planer med klubben.

Vejle Boldklub opruster markant denne sommer, og klubben ligner et godt bud på et hold, der kan kæmpe med om Superliga-billetterne. Søndag blev sommerens sjette signing præsenteret, og det er den 22-årige venstreback Victor Wernersson, der er nyeste skud i Nørreskoven. 

Victor Wernersson fik sin fodboldopdragelse i Malmö FF, inden han rykkede til Syrianska som senior. Her har han spillet ni kampe i denne sæson, og det er samlet blevet til godt 60 kampe i den næstbedste svenske række. 

Hovedpersonen selv glæder sig over sin danske aftale: 

- Vejle Boldklub er en god udfordring for mig på dette tidspunkt i min karriere, hvor jeg er på vej frem. VB har villet mig virkelig meget og da de præsenterede klubbens nye projekt, sagde jeg ’ja’. Målet er på sigt at bringe klubben tilbage til Superligaen og den udfordring tiltalte mig. Igennem min tidligere træner i Syrianska FC (Klebér Saarenpää, red.) har jeg hørt meget godt om klubben og de fine faciliteter, siger Victor Wernersson til klubbens hjemmeside, inden han sætter ord på sine kvaliteter: 

- Jeg er en offensivt indstillet venstreback, der løber meget. Mine færdigheder fremad banen er blandt mine forcer og jeg arbejder på at komme til indlæg og derigennem assist til mine medspillere. Jeg leverede fem i sidste sæson i Syrianska FC, hvor vi reddede os gennem to Play Off-kampe til sidst i sæsonen, mens jeg hidtil i denne sæson har leveret to målgivende afleveringer i ni kampe. Jeg fik et godt indtryk af det spillemæssige niveau mellem holdene i NordicBet LIGA i dagens træningskamp (mod Vendsyssel, red.) og jeg ser frem til at kæmpe for sejre og point til VB, fortæller Victor Wernersson.

Den svenske back får trøjenummer 5 i sin nye klub.