Video : Tipsbladet
1. division

Tauber forlænger sin kontrakt med Superliga-aspiranter

Den tidligere Lyngby-spiller Mathias Tauber tager endnu et halvt år i Nykøbing FC, som bejler til oprykning til Superligaen.

Efter en lang karriere i Lyngby skiftede Mathias Tauber i sommer tilværelsen ud med et ophold i Nykøbing FC, og nu er det kommet frem, at den 34-årige midterforsvarer har valgt at forlænge sin aftale med Falster-klubben, så han nu også er der i forårssæsonen.

Det har klubben offentliggjort på dens officielle hjemmeside.

Forlængelsen er noget, som sportsdirektør og tidligere danske landsholdsspiller Claus Jensen er meget glad for, og han peger blandt andet på, at tilføjelsen af Tauber har givet en del til holdet.

- Mathias er gået ind i truppen med en professionalisme og et niveau, der er med til at løfte os hele vejen rundt. I samarbejde med vores andre meget erfarne spillere, løfter vi hele tiden niveauet i vores i forvejen stærke træningsmiljø. Mathias er en leder, og han vil gerne give sin erfaring videre, hvilket ikke mindst vores dygtige unge forsvarsspillere nyder godt af, siger Claus Jensen. 

Sportsdirektøren mener endvidere, at Tauber har leveret på et meget højt niveau, og at han har spillet en afgørende rolle for, at Nykøbing er gået på vinterpause med 1. divisions bedste defensiv.

- Jeg glæder mig enormt over, at vi nu er blevet enige om en forlængelse for resten af sæsonen, så vi sammen kan se frem mod en meget spændende forårssæson, siger sportsdirektør Claus Jensen.

Nykøbing er på en delt tredjeplads i 1. division sammen med Fredericia og lokalrivalerne fra Næstved.