Video : Tipsbladet
1. division

Tidligere Brøndby og FCM-profil bliver assistent i Helsingør

Mikkel Thygesen har valgt at stoppe sin aktive karriere og fortsætter som assistenttræner i 2. divisionsklubben FC Helsingør.

Den tidligere Brøndby og FC Midtjylland-spiller Mikkel Thygesen stopper karrieren som spiller. Det kommer efter, han har besluttet sig for at forlade FC Roskilde og blive assistenttræner i FC Helsingør.

Det fortæller han i et interview med Sjællandske.

- Grunden til, at jeg har valgt at stoppe i FC Roskilde, er, at jeg fik denne mulighed i Helsingør. Der er ikke mange job i fodboldverden, så man må tage chancen, når den er der, siger den nye assistenttræner.

Derudover fortæller Thygesen, at han har forberedt sig på trænergerningen i tre år, og at han i sine 17 år som professionel har haft mange trænere og derfor kender til de forskellige miljøer. Alligevel erkender han, at han stadig har meget at lære.

Endvidere påpeger han, at han kommer til at spille med til træning, men til kampene bliver han på sidelinjen.

Mikkel Thygesen var en af mange spillere, der har valgt at forlade FC Roskilde, og nu skal han altså være Morten Eskesens højre hånd i 2. divisionsklubben fra Helsingør, som netop har gået igennem deres anden nedrykning i træk.

Foruden tiden i Brøndby og FC Midtjylland har Mikkel Thygesen ligeledes spillet i Hobro, Randers, Frem og tyske Borussia Mönchengladbach, og så har han spillet tre kampe for det danske A-landshold.