Video : Tipsbladet
Benelux

Anderlecht-formand slår fast: Bubacarr Sanneh bliver her

Bubacarr Sanneh har haft en forfærdelig sæson i Anderlecht, men klubben overvejer ikke at skille sig af med den tidligere Superliga-profil.

Anderlecht har rundt regnet 60 millioner gode grunde til at skille sig af med Bubacarr Sanneh ved først kommende lejlighed.

60 millioner var, hvad der stod på den check, klubben udstedte til FC Midtjylland i sommerens transfervindue, men midtstopperen har haft det svært i den belgiske storklub, og det seneste lange stykke tid har han været helt ude i kulden. I 2019 har han blot været på banen i et kvarter for Anderlecht. 

Det er de ingredienser, en skilsmisse ofte er gjort af, men det bliver der ikke tale om, fastslår Anderlecht-formand Mark Coucke. 

- Han bliver. Det er helt sikkert. Men knægten vil for evigt være stemplet som ham, der kostede 60 millioner kroner, siger han til TV-programmet Van Gils og Gasten.

Bubacarr Sanneh blev kort efter sin ankomst til Anderlecht fast mand i det centrale forsvar, og klubben skiftede på det tidspunkt meget mellem at spille med to og tre midtstoppere. Det gav den tidligere Superliga-profil meget svære betingelser for at blive spillet ordentligt ind på holdet, har blandt andre Gambias landstræner Tom Saintfiet påpeget, da han tidligere på måneden var ude at forsvar Bubacarr Sanneh.

Den tidligere AC Horsens- og FC Midtjylland-spiller har kontrakt med Anderlecht frem til sommeren 2023.