Conboy-agent: Tror ikke, det bliver Groningen
Illustration
Benelux

Conboy-agent: Tror ikke, det bliver Groningen

Kevin Conboy skal væk fra NEC Nijmegen, men det bliver formentlig ikke til Groningen, som ellers har vist interesse for ham.

Den danske venstre back Kevin Conboy ser sig om efter en ny klub efter nedrykningen med NEC Nijmegen, og Conboy er flere gange sat i forbindelse med Æresdivisions-klubben Groningen, der har solgt venstre backen Giliano Wijnaldum til Go Ahead Eagles og dermed gjort plads til et køb af Conboy.

Conboys agent Gulli Tomasson har tidligere indrømmet, at han har været i kontakt med Groningen, men at han også har snakket med andre klubber. Han forventer dog ikke, at Conboy kommer til Groningen.

- Jeg regner ikke med, at Kevin skal til Groningen. Jeg forventer, der sker noget andet. Det er rigtigt, at vi har snakket med Groningen, men vi har snakket med så mange klubber, og jeg tror som sagt ikke, han kommer dertil. Så vidt jeg ved, har de to klubber ikke været enige om prisen på noget tidspunkt, og vi har i hvert fald ikke skullet forholde os til noget konkret fra Groningen. Jeg tror, der kommer til at gå noget tid, før der er noget på plads. Vi arbejder på det og ser, hvad der sker, siger Gulli Tomasson til tipsbladet.dk.

Kevin Conboy kunne være skiftet klub på nuværende tidspunkt, hvis han ville, for han har sagt nej til flere lukrative tilbud denne sommer.

- Kevin har afvist en del ting, fordi de ikke har været sportsligt, økonomisk eller socialt interessante. Nijmegen har accepteret nogle bud, der er blevet afvist, og vi har også afvist noget allerede inden, de er nået til Nijmegen. Der har været noget fra Holland, fra andre ligaer i vesteuropa og fra klubber ovre østpå, men vi har is i maven, for det vigtigste er, at vi gør det rigtige, understreger agenten.

Kevin Conboy har et år tilbage af kontrakten med NEC Nijmegen, men har en frikøbsklausul på én million euro, så han frit kan skifte klub, hvis der kommer et bud i den størrelsesorden.