Dansk stopper i kaosklub: Klar til klubskifte
Foto: Twente/YouTube
Benelux

Dansk stopper i kaosklub: Klar til klubskifte

Joachim Andersen er klar til at forlade Twente, hvis klubbens tvangsnedrykning bliver stadfæstet.

Den hollandske klub Twente fik onsdag meddelelsen om, at klubben er blevet tvangsnedrykket fra Æresdivisionen på grund klubbens økonomiske morads. Dén melding kommer til at påvirke det danske forsvarstalent Joachim Andersen, der har kontrakt med klubben og har spillet fast i denne sæson. 
 
Joachim Andersen lægger ikke skjul på, at han skal have en ny klub, hvis Twente skal spille i den næstbedste hollandske række i næste sæson.
 
- Jeg har snakket med min agent, som har talt med klubben. De siger, at det ikke er hundrede procent sikkert endnu, for de vil appellere sagen og har advokater tilknyttet. Vi må se, hvad der sker. Hvis det sker (at klubben tvangsnedrykkes, red.), skal jeg have en anden klub. Vi må se, hvad der dukker op af interessante muligheder, for jeg har ikke tænkt på det endnu. Jeg havde ikke regnet med at stå i den her situation, for jeg har været glad for at være her, så det er træls, siger Joachim Andersen til tipsbladet.dk.
 
Den 19-årige dansker har spillet fast for Twente i dette forår, hvor der samtidig har været mange skriverier om den hollandske klub, og han lægger ikke skjul på, at der har været meget at forholde sig til i den kaotiske klub.
 
- Det har været hektisk. Jeg læste noget på Facebook forleden dag, hvor der blev listet nogle forskellige ting op. Twente har både fået båder fra FIFA og det hollandske fodboldforbund, vi har fået fratrukket tre point, og nu er vi blevet tvangsnedrykket. Der har været mange problemer i løbet af sæsonen, siger Andersen. 
 
Hvis Twente bliver tvangsnedrykket, får Joachim Andersen ganske givet løbepas af den hollandske klub, fordi den ikke har råd til at betale spillernes løn. Indtil videre afventer Andersen imidlertid situationen.
 
- Jeg ved lige så meget som jer andre, men jeg tager den med ro. Vi må se, hvad der sker, for jeg kan ikke gøre noget ved det lige nu. Jeg går i det uvisse, siger han. 
 
Andersen forlængede sidste år sin kontrakt med Twente frem til sommeren 2018, men meget tyder altså på, at et klubskifte er nært forestående.
 
Forsvarsspilleren, der har været en del af de fleste danske unglandshold, kom til Twente i sommeren 2013 fra FC Midtjylland. Tidligere har han været tilknyttet FC Københavns ungdomsafdeling, hvor midtjyderne hentede ham som 15-årig i 2011.