Video : Tipsbladet
Benelux

Stor chance for dansk talent: Rejst med Ajax' førstehold på træningslejr

Stor mulighed for talentfulde Victor Jensen. Han er tager med hollandske Ajax på træningslejr og får dermed muligheden for at vise sig frem for træner Erik ten Hag.

Det sker ikke så tit, at Ajax betaler 26 millioner kroner for en 17-årig spiller. Men det var, hvad hollænderne gjorde, da klubben i sommeren 2017 hentede Victor Jensen hos FC København.

Danskeren, der nu er blevet 18 år, er en teknisk stærk spiller, og efter en svær start i det hollandske, har han fundet sig til rette i Amsterdam og i Ajax, hvor han er steget i graderne og er blevet en fast betstanddel af Jong Ajax, klubbens reservehold.

Og måske er der mere godt i vente meget snart.

For da Ajax-holdet i weekenden tog på træningslejr i USA, var det med en udvidet trup på 31 mand, og så var det ikke kun de sædvanlige danskere - Kasper Dolberg, Lasse Schöne og Rasmus Nissen Kristensen - der var med på flyet. Det var også unge Victor Jensen.

Den offensive midtbanespiller får dermed en fin mulighed for at vise sig frem for Ajax' trænerteam med Erik ten Hag i spidsen.

Klubben spiller to testkampe på træningslejren - en mod Flamengo og en mod Sao Paulo - så der er en mulighed for at vise sig frem for det danske talent.

Tidligere har danskere som Christian Eriksen og Kasper Dolberg brugt træningslejre til at vise sig frem og score en plads i førsteholdstruppen i Ajax, så det er bestemt ikke uden betydning, at Victor Jensen er med i USA.

Victor Jensen er en fast bestanddel af det danske U19-landshold.