Video : Tipsbladet
Benelux

Dolberg slår fast: Jeg bliver i Ajax

Den danske landsholdsangriber føler sig endnu ikke klar til at forlade sin Ajax Amsterdam. Blandt andet derfor forlængede han for nylig sin kontrakt med den hollandske klub

At Danmark i Kasper Dolberg har et af verdens største angrebstalenter er vist allerede slået fast. Derfor har han også været en ombejlet herre, der har kunne se sit navn nævnt i samme sætning som nogle af verdens allerstørste klubber.

Men på trods af, at han som 21-årig allerede er i gang med sin tredje sæson som seniorspiller hos Ajax Amsterdam, har han ingen planer om at skifte fra den hollandske storklub lige foreløbig. Det fortæller han i et interview med B.T.

- Jeg tænker ikke på andet, og jeg har ikke lyst til at komme videre lige nu. For jeg føler ikke, jeg er klar til det. Så det er noget, jeg begynder at tænke på, når jeg føler mig klar til det. Og så er der selvfølgelig nogle parter, der skal blive enige. Men hvis jeg selv føler, jeg er klar, tror jeg også det er muligt.

De tanker var også en af grundene til, at han i sidste måned satte en signatur på en ny kontrakt, så han nu er bundet til klubben fra den hollandske hovedstad frem til 2022. Andre grunde var, at han ganske enkelt har det godt i klubben og byen. Derfor ser han ingen grund til, at gøre mine til at skifte væk. 

For tiden er Kasper Dolberg samlet med det danske landshold i forbindelse med de sidste kampe af gruppespillet i Nations League. Her blev han skiftet ind i fredags til kampen mod Wales, hvor han gjorde sig mest bemærket med en hård tackling mod walisernes Ethan Ampadu, hvilket du kan læse mere om her.

Nu kan han sammen med resten af landsholdet se frem til mandagens kamp mod Irland, der dog ikke betyder det store. Danmark er nemlig allerede sikret gruppesejren og dermed oprykning til det øverste lag af hold i Nations League.