Video : Tipsbladet
Bundesliga

Efter Robert Skov-køb: Hoffenheim-profil meldes tæt på Leverkusen

Hoffenheim har købt Robert Skov, og nu ser Nadiem Amiri ud til at forlade den tyske klub.

Robert Skovs skifte fra FC København til tyske Hoffenheim blev mandag aften officielt, og med den danske kantspiller i hus er den tyske klub klar til at sige farvel til en af sine profiler.

Efter alt at dømme er den nu tidligere Superliga-profil udset som en erstatning for Hoffenheim-profilen Nadiem Amiri. Amiri er således tæt på at forlade klubben til fordel for Bundesliga-rivalerne Bayer Leverkusen.

Det skriver tyske Bild.

Ifølge avisen er Hoffenheim og Bayer Leverkusen enige om en pris på 82,5 millioner kroner for Nadiem Amiri, mens spilleren selv er enig med Bayer Leverkusen om en femårig kontrakt. Skiftet kan efter sigende allerede falde på plads tirsdag.

22-årige Amiri har spillet hele sin karriere i Hoffenheim, hvor han står noteret for 115 kampe og 13 mål. Han har også spillet 24 kampe for det tyske U21-landshold, og han var med, da tyskerne blev nummer to ved sommerens U21-EM i Italien.