Wolfsburg-træner: Bendtner har forandret sig til det bedre
Bundesliga

Wolfsburg-træner: Bendtner har forandret sig til det bedre

Nicklas Bendtner får ros for at have ændret sin attitude af træneren Dieter Hecking.

Det ser ud som Nicklas Bendtners chance i Wolfsburg i øjeblikket.

Angriberkonkurrenten Bas Dost er kommet i problemer hos træneren Dieter Hecking på grund af en dårlig attitude og startede ude på bænken i sidste Bundesliga-opgør.

Og netop det med attituden får Bendtner nu ros for selv at have ændret af Hecking.

Han mener, at danskeren bevæger sig i den rigtige retning.

- Nicklas har forandret sig til det bedre. Han er langt mere til stede, end han var for fire-fem måneder siden. Det glæder mig, at han har bevæget sig denne vej, siger Hecking til Kicker.

- De (Bendtner og Dost, red.) har begge leveret gode præstationer, tilføjer træneren.

I weekendens kamp startede Bendtner inde, mens Bas Dost blev skiftet ind med tyve minutter tilbage. Her nåede hollænderen dog at score to mål.

I morgen skal de to kæmpe om pladsen i angrebet igen, når Wolfsburg tørner sammen med mægtige Bayern München.