Bundesliga

Zidan: FCK, Brøndby eller FCM

Den tidligere FC Midtjylland-stjerne Mohamed Zidan vil gerne tilbage til Superligaen, men lønkravet er for højt til, at klubberne kan være med.

Stor kontrakt før dansk farvel
Mohamed Zidan har ringet Dortmunds fysiske træner Florian Wangler op på sin Blackberry. Det pisker ned i en grad, så det giver mere mening at tage gummistøvler end løbesko på.

”Hej Flo. Hvad sker der? Vi skal ikke ud at løbe i det vejr? Vi kan bare løbe henne i fitnesscentret. Hvis du kommer herhen, så går vi hen og løber i en halv time,” siger Zidan på klingende tysk.

Den jævnaldrende Florian Wangler er helt enig. Han er en af dem, Zidan er tæt på i klubben. Både på grund af Zidans skader, og fordi Wangler sidste sommer rejste til Egypten midt på sommeren og tilbragte flere uger sammen med Zidan for at hjælpe med den svære opstart efter knæskaden, mens Zidan forsøgte at overbevise de egyptiske myndigheder om, at han med sin smadrede knæ ikke var i stand til at aftjene sin værnepligt.

Venskaberne i Dortmund kan dog ikke overskygge, at Mohamed Zidan er desperat efter spilletid. Mens Zidan fortæller om at sidde på bænken og flytte rundt på kaffekop, mobiltelefoner og bordskånere for at illustrere, hvordan hans næreste allierede i tiden i Tyskland Jürgen Klopp har holdt ham uden for startopstillingen, fornemmer man, at det nærmest gør fysisk ondt på fodboldglade Zidan at se på udefra.

Zidan var optimistisk efter at have spillet i mange af forberedelseskampene, men efter at spille 37 minutter fordelt på tre kampe i de efterfølgende to måneder tror Zidan, at han enten til januar eller ved kontraktudløb 1. juli 2012 er slut med ham og Borussia.
Det bliver Zidans syvende klub, siden han i 1999 tog fra sin egyptiske fødeby Port Said ved indsejlingen til Suez-kanalen til Danmark på et tre måneder langt visum, hvor han efter to og en halv måned fik kontrakt hos Per Frimann og Ove Christensen i AB efter forgæves at have forsøgt at få en aftale med B93.

”Jeg er fri om et halvt år, men det bliver svært for mig at komme et skridt op. Jeg skal nok et skridt ned. Jeg spiller for Borussia Dortmund, en tysk mester, der spiller i Champions League,” siger Mohamed Zidan.

”Hvis jeg skifter på fri (transfer) til næste sommer, så skifter jeg jo ikke til Schalke. Ej, det ville aldrig ske, det kommer jeg aldrig til at gøre. Bayern München kan ikke lade sig gøre. Jeg har været i HSV og Werder. Jeg har spillet i tre af de fire klubber efter Bayern, og jeg kan ikke tage til Schalke. Så mister jeg alt, jeg har haft hernede. De vil hade mig her i Dortmund, og det vil jeg ikke have. Jeg vil have et godt minde herfra, det er fire år af min karriere,” siger Zidan.

”Derfor er jeg nødt til at skifte til udlandet eller gå et skridt ned i Tyskland. Hvad taler vi så, måske Hannover, Gladbach, Stuttgart, Hertha Berlin. Men det er jo ikke det niveau, jeg er på nu.”

Det er dog ikke i Tyskland, at Zidan og hans agent Ivan Marko Benes kigger efter kontrakttilbud i første omgang. Og heller ikke Danmark.
”Jeg ligger rigtig højt lønmæssigt, og de penge, jeg tjener, kan jeg sagtens få i for eksempel Saudi Arabien eller i Qatar, i Rusland. Og så er det selvfølgelig netto. Hvis jeg får sådan en mulighed for at komme af sted og tjene de penge i to-tre år, så er det svært (for danske klubber, Red.) at følge med i Danmark. Hvis den mulighed kommer, er det min første option. Jeg gør det ikke for resten af min karriere, det bliver måske i to-tre år,” siger Mohamed Zidan.

Mohamed Zidan har siden han skiftede til tysk fodbold i januar 2005 haft gode kontrakter og gode sportslige oplevelser i Bundesligaen, der i dag er Europas tredjestærkeste liga efter Premier League og Primera Division. Men med halvandet år udenfor og på bænken i Dortmund og med mindre end to måneder til sin 30 års fødselsdag tror Zidan ikke længere på, at han kommer til en lige så stor klub som Dortmund til sommer, med mindre han meget snart får spilletid og succes igen i Ruhr-klubben.

”Jeg skal tænke på, at jeg (snart) er 30, og på hvor længe, jeg kan blive ved med at spille. Jeg kommer ikke til at vinde VM, jeg vinder heller ikke Champions League. Så skal jeg spille for Real Madrid, og det kommer jeg ikke til som 30-årig,” siger Zidan.

”For mig handler det nu om to ting: Penge, fordi jeg er nødt til at sikre mig for resten af livet, fordi jeg nu har en familie. Jeg er godt sikret, men jeg skal også tænke på de næste 30 år. Og så skal jeg spille. Om jeg så spiller i en god liga i en mindre klub end Dortmund, eller om jeg bare spiller, er lidt lige meget, jeg skal bare spille.”

Men efter sin sidste kontrakt i det store Europa (eller Mellemøsten) er Mohamed Zidan klar til igen at spille i Superligaen for første gang siden søndag 28. november 2004 på det daværende SAS Arena, hvor FCM vandt 2-1 over oprykkerne Randers FC.

”Jeg har haft det fantastisk i Danmark, og fra næste år har Danmark to hold med i Champions League. Jeg ved ikke, om det bliver Brøndby, FC København eller FC Midtjylland, men jeg ved, at hvis man gør det godt og bliver nummer et eller to, så kommer man i Champions League eller kommer til at spille om det. Det vil være en fed oplevelse,” siger Mohamed Zidan.

Zidan bekræfter, at der har været udtrykt interesse fra danske klubber, senest i sommer, og at han nemt kunne komme tilbage for at spille i Superligaen, hvis det var det, han ville til næste sommer. Brøndby havde en forespørgsel, som Zidan og hans agent Ivan Marko Benes måtte afvise, fordi Zidan ikke ville gå så langt ned i løn, som ville være nødvendigt for at spille i Danmark, og der var også rygter om andre danske klubber.

Men det kan sagtens tænkes, at det bliver FC Midtjylland, der engang i 2013, 2014 eller 2015 får fingre i Mohamed Zidan, for angriberen fra Port Said har fortsat et specielt forhold til den nuværende Superliga-toer og ikke mindst klubbens sportsdirektør Jens Ørgaard. Familien Ørgaard tog sig meget af Zidan, da han i sommeren 2003 tog fra AB og familien i København efter fire trygge år for at bo selv i Herning, og to dage efter dette interview var Zidan på endnu et af sine regelmæssige besøg hos Jens Ørgaard og dennes familie i Kibæk nogle km uden for Herning, hvor Mohamed Zidans kæreste Stina også kommer fra.

”Jeg er tit på besøg i FC Midtjylland, og jeg snakker med Jens en-to gange om måneden. Jeg har et tæt forhold til dem (Jens Ørgaard og hans kone Anita Ørgaard) familiemæssigt, fordi min kæreste kommer fra den by, hvor de bor. Jeg skylder dem det navn, jeg har fået. Når jeg vender tilbage, kunne jeg sagtens tage til FC Midtjylland og spille i et-to år, og så kunne det sagtens være, at jeg havde et job i klubben. Det kan være, at vi kan aftale det. Det er slet ikke noget, vi har talt om eller aftalt nu. Når jeg kommer tilbage, vil flere klubber være interesserede, men måske vil jeg vælge FC Midtjylland, fordi mit hjerte ligger der,” siger Mohamed Zidan.

Læs mere på næste side