Det lærte vi af Champions League tirsdag: PSG kan gå hele vejen
Foto: Getty Images
Champions League

Det lærte vi af Champions League tirsdag: PSG kan gå hele vejen

CLBOLD ser her nærmere på de konklusioner, som vi kan drage efter tirsdagens 1/8-finaler i Champions League, hvor PSG og Roma blev sejrsherrer mod henholdsvis Manchester United og Porto.

Tirsdag sluttede vinterpausen i Champions League endelig, og Europas fineste klubturnering vendte tilbage med et imødeset opgør mellem Manchester United og Paris Saint-Germain på Old Trafford. 

Aftenens anden 1/8-finale lignede på forhånd et jævnbyrdigt opgør mellem Roma og Porto. 

CLBOLD ser her nærmere på de svar, som tirsdagens to 1/8-finaler gav os. Læs med herunder:

1. PSG ligner en meget seriøs kandidat til at vinde Champions League
Den franske klub fik stor kritik i efteråret, da de tabte til Liverpool på Anfield. Neymar var for egoistisk, men det store problem var parisernes midtbane, som blev overløbet og domineret af Liverpools midtbanespillere. Men det er værd at huske på, at Paris Saint-Germain var endt i den absolut sværeste gruppe, og alligevel sluttede som etter foran Liverpool og Napoli. Franskmændene gik ubesejrede igennem deres resterende fem kampe, og slog blandt andet Liverpool på imponerende vis i returkampen. 

Alligevel var der meget fokus på Manchester Uniteds chancer op til tirsdagens 1/8-finale. Med Ole Gunnar Solskjærs forrygende start var der begyndt at opstå spekulationer om, hvorvidt den engelske klub pludselig kunne gå hele vejen i Europa i denne sæson. Omvendt mødte Paris Saint-Germain op til udekampen uden to af deres tre største profiler. Første halvleg var da også nogenlunde jævnbyrdig, men i anden halvleg viste gæsterne virkelig klassen. 

Thiago Silva og Presnel Kimpembe var en mur i forsvaret, og Marco Verratti og Marquinhos dominerede midtbanen i hele kampen. Oppe foran var Angel Di Maria i topform på sin gamle hjemmebane på en aften, hvor han leverede to assists. Og sidst, men ikke mindst, viste Kylian Mbappé, at han med sin fart og teknik kan forvolde ethvert forsvar store problemer.

Med Neymar og Edinson Cavani tilbage ligner Paris Saint-Germain et hold, der på en god dag kan slå alle hold.

2. Uniteds selvtillid var ikke nok
Hjemmeholdet gik ind til opgøret fulde af selvtillid, efter at have vundet ti af de seneste elleve kampe. Solskjær har i sin tid i klubben slået hold som Arsenal og Tottenham, og nederlaget til Paris Saint-Germain bør ikke overskygge den fantastiske bedrift, det er, at United har indhentet elleve point på Chelsea siden Solskjærs ansættelse. 

Samtidig må det siges, at tirsdagens kamp var et reality check for Manchester United. Solskjærs ubesejrede stime måtte slutte på et tidspunkt, og der er ingen skam i at tabe til et verdensklasse-mandskab som Paris Saint-Germain. Manchester United er stadig et par år fra at være med blandt de allerbedste hold i Europa, og Solskjærs tropper kan nu fokusere på at slutte i top fire og måske hente en triumf i F.A. Cup'en.

3. Spændingen intakt mellem Roma og Porto
Det lignede længe en nulløsning, da Roma tog imod Porto, men så tog den 19-årige Nicolo Zaniolo affære og bankede to kasser i nettet i det 70. og 77. minut. Det første kom, da det lykkedes Edin Dzeko at tage bolden ned i feltet og servere den for Zaniolo, der sendte bolden fladt ind i det lange hjørne. Scoring nummer to faldt, da Edin Dzeko bankede et skud på indersiden af stolpen, hvorefter bolden sprang ud til Zaniolo, der med en inderside nemt kunne sende bolden i nettet. 

2-0 var det perfekte udgangspunkt inden returkampen, men italienerne dummede sig mod et portugisisk mandskab, der på grund af skadesproblemer stillede op med en amputeret offensiv. Adrian Lopez fik således scoret et lidt heldigt udebanemål med ti minutter igen, og dermed må returkampen i Porto i starten af marts siges at indeholde mere spænding end returkampen mellem Paris Saint-Germain og Manchester United.