Video : Tipsbladet
Champions League

Liverpool-stjerne advarer Guardiola: Jeg vil fortsætte med at filme

Forud for Liverpools brag mod Manchester City kommer Sadio Mané nu med en advarsel til Pep Guardiola, der har anklaget stjernen for at være en skuespiller.

Liverpool og Manchester City mødes på søndag på Anfield, og Pep Guardiola varmede allerede i sidste weekend op til braget ved at sige, at Sadio Mané har en forkærlighed for at filme.

Det fik efterfølgende Jürgen Klopp op i det røde felt, og Manchester City-bossen endte da også med at trække sin udtalelse tilbage.

Vil fortsætte ufortrødent
Men forud for braget har Sadio Mané alligevel ikke kunnet dy sig for at stikke lidt til Pep Guardiola. Senegaleseren blev således spurgt til City-bossens kommentar, og antydede i sit svar, at det lød som en bevidst strategi om at påvirke kampens dommer, Michael Oliver.

- Det er lidt smart af ham at tiltuske sig dommerens opmærksomhed. Jeg vil bare fortsætte med at spille mit spil, som jeg altid gør. Jeg går ikke og bekymrer mig om, hvad han siger. Giver det mig ekstra motivation? Nej. Selvom jeg så hans kommentar, så var det, han sagde, faktisk positivt, sådan som jeg ser det. Jeg vil være klar på alt, og til at hjælpe mit hold. Hvis det kan give et straffe, så vil jeg utvivlsomt filme igen, lyder det ifølge Daily Mail fra Mané.

- Det har jeg intet problem med. Vi har set mange, der filmer og får straffespark, og mange, der bliver snydt for et straffespark. Sådan er det i fodbold. Det må man leve med. Så jeg fortsætter bare. Hvis jeg får et straffe, så er der straffe. Hvis jeg ikke får et straffe, så er der ikke straffe. Men jeg vil ikke ændre på den måde, jeg spiller.