Video : Tipsbladet
Champions League

Rivaldo: Barcelona skal have ”fantastiske fire”

Rivaldo kan sagtens se en Barcelona-offensiv med både Lionel Messi, Luis Suarez, Neymar og Antoine Griezmann.

Lionel Messi og Luis Suarez har været synonym med offensiven i Barcelona de sidste mange sæsoner, og til den nye sæson kan de få prominent selskab.

Antoine Griezmann virker til at være en færdig handel, og Neymar bliver også rygtet til klubben.

Selvom fire superstjerner lyder af meget, kan det sagtens lade sig gøre ifølge Rivaldo.

- Messi, Suarez, Neymar og Griezmann vil være fantastisk for Barcelona. Et angreb med de fire spillere vil være spektakulært, og det vil være muligt, mener jeg. Det er bare et spørgsmål om at træne et system, siger Rivaldo til Betfair.

- Jeg kan ikke se problemet i at spille med disse fantastiske fire på samme tid.

Neymar udgjorde N’et i MSN-trioen med Luis Suarez og Lionel Messi, før han skiftede til PSG for to år siden.