Eriksen indskiftet til 1-0-nederlag
Generelle

Eriksen indskiftet til 1-0-nederlag

Danske Christian Eriksen startede på bænken og blev indskiftet ved pausen, men kunne ikke forhindre, at Tottenham tabte 1-0 til London-rivalerne Crystal Palace i FA Cuppens femte runde

Tottenham spiller med om Premier League-mesterskabet og spillede i midtugen 1-1 hos Fiorentina i Europa League-slutspillet, men nu er der en mindre turnering at tænke på for London-klubben, der søndag tabte 1-0 til London-rivalerne Crystal Palace, for hvem Martin Kelly scorede kampens eneste mål.

Crystal Palace havde Emmanuel Adebayor med fra start, hvor togoleseren kunne hilse på de gamle holdkammerater, men det var en anden offensivspiller, der skabte scoringen. Manchester United-floppet Wilfried Zaha tiltrak sig et par forsvarsspillere, inden han satte Martin Kelly op i højresiden, hvor den tidligere Liverpool-back scorede bag Tottenham-reservemålmanden Michel Vorm. 1-0-føring, der varede frem til slutfløjtet.