Video : Tipsbladet
Europa League

Bedst og værst: Spændende FCN-debutant og ringe keeper

Vi har zoomet ind på FC Nordsjællands kamp mod nordirske Cliftonville FC i Europa League-kvalifikationen.

FC Nordsjælland - Cliftonville FC 0-1 (0-1)

0-1 Joe Gormley, straffe (6')
1-1 Godsway Donyoh (58')
2-1 Jamie Harney, selvmål (83')

Kampens bedste:

FC Nordsjælland:

Mads Aaquist havde en alletiders mulighed for at spille sig ind i varmen hos Kasper Hjulmand, og selvom det startede med frustrationer og misforståelser, spillede Aaquist sig op og var FCN's bedste i slutningen af første halvleg og i starten af anden. Blev også afgørende, da han satte Donyoh op til det udlignende mål. På trods af et klodset straffespark efterlod den unge debutant Clinton Antwi også et spændende indtryk - særligt i første halvleg kom han flere gange flot med offensivt fra sin position på venstre back.  

Cliftonville FC:

Gæsterne havde svært ved at lægge et tryk på FC Nordsjælland og blev i stedet domineret af et boldstærkt FCN-mandskab. På trods af en drømmestart og gode muligheder for at stjæle sejren til sidst, efter at hjemmeholdet kom en mand i undertal, forspildte Cliftonville chancen og er fortjent ude. Der var da heller ikke nogen af gæsterne, der skilte sig ud for alvor. 

Kampens værste:

FC Nordsjælland havde svært ved at omsætte spilovertaget til mål, men det var så sandelig ikke gæsterens keeper Brian Neesons skyld. Målmanden gav returbolde på stort set alle afslutninger, var nær ved at koste et mål i anden halvleg, da en sikker bold gled i handskerne, og ved scoringen til 2-1 så den 29-årige keeper bestemt heller ikke overbevisende ud. 

Kampens detalje:

Mens spillerne fra Cliftonville var meget anonyme, stod det anderledes til på lægterne. De godt 100 medrejste nordirske fans sang igennem hele kampen og gjorde i hvertfald deres for at holde liv i drømmen om avancement.