Video : Tipsbladet
Europa League

Bengtsson vil have første EL-sejr: Vi er et bedre hold end Zlin

Med tre uafgjorte hidtil i Europa League skal FC København gerne vinde på torsdag hjemme mod FC Zlin. De burde også være bedre, mener Pierre Bengtsson.

To udekampe mod FC Zlin og FC Sheriff samt en hjemmekamp mod Lokomotiv Moskva. FC København har om ikke andet været stabile i Europa League i denne sæson med tre uafgjorte resultater i de tre første gruppekampe.

Det rækker til en foreløbig andenplads, men FC Sheriff har samme antal point og Zlin kun ét point færre. Derfor er det ved at være på høje tid med en sejr i Europa, mener Pierre Bengtsson forud for torsdagens opgør mod Zlin.

FC København bør også vise, at de er bedre end deres tjekkiske modstandere hjemme i Parken, lyder det fra den svenske back.

- Vi lærte en del om FC Zlin i det første møde, og de er et hold, der spiller meget på kontra, så vi skal være gode i vores genpres og holde tryk på dem hele kampen, så de ikke får lov til at vise deres stærkeste kvaliteter der. Vi ved, at vi er stærke hjemme i København, og at vi er et bedre hold end FC Zlin. Vi skal være fokuserede hele vejen, så vinder vi også, siger Pierre Bengtsson til fck.dk.

Backen kom senest på banen søndag aften i Horsens, da Nicolai Boilesen måtte udgå med en skade. Her sørgede Bengtsson for det ene point med sit frisparksmål et kvarter før slut.