Video : Tipsbladet
Europa League

Emery kritiserer Arsenal-stjerner: Nogle spillere manglede ‘god attitude’

Unai Emery forsvarer sin tid som Arsenal-manager.

Unai Emery blev i efteråret fyret fra sit job som Arsenal-træner efter halvandet års tid i jobbet. Freddie Ljungberg overtog efterfølgende midlertidigt, inden Mikel Arteta blev præsenteret som ny cheftræner for the Gunners.

Siden har både Alexandre Lacazette og Mesut Özil udtalt, at de har det meget bedre i klubben nu, og Unai Emery er i det hele taget flere gange blevet kritiseret for ikke at kunne motivere de store stjerner.

Selv siger han, at han var ved at få Arsenal på ret kurs igen.

- Arsenal var en klub, der havde været nedadgående i to år, før jeg kom til. Vi stoppede dette fald og begyndte endda at genopbygge klubben med Europa League-finalen og femtepladsen i ligaen (...), siger Emery til France Football. Det skriver Sky Sports.

- Vi havde Champions League-kvalifikationen i vores hule hånd, men det gik galt til sidst. Men det var en god sæson, og vi havde en ide om at fortsætte med at forbedre os, siger spanieren.

Han ærgrer sig dog over, at man måtte sige farvel til nogle store spillere - heriblandt Petr Cech, Aaron Ramsey, Nacho Monreal og Laurent Koscielny - og at andre spillere ikke havde en god attitude, som han formulerer det.

I stedet forlangte de mere, end de gav, mener Unai Emery.