Video : Tipsbladet
Europa League

Karakterer: Patienten overlevede, selv om FCK-missionen mislykkedes torsdag

Få her vurderingen af FC Københavns spillere i Europa League-opgøret mod Malmö FF.

Tipsbladet.dk i Telia Parken:

Vi giver her vurderingen af FC København-spillernes præstationer i Europa League-opgøret mod Malmö FF, hvor FC København til trods for et nederlag endte med at gå videre i Europa League - takket være hjælp fra Lugano, der fik point ude mod Dynamo Kiev.

Karl-Johan Johnsson - 3 bolde
På trods af en del skud fra distancen og mange hjørnespark - en ret rolig aften for den svenske keeper, da Malmö-afslutninger som oftest strøg halve eller hele meter over mål. Kunne intet stille op på det afrettede hovedstød, der endte med at blive kampens eneste og dermed afgørende scoring.

Guillermo Varela - 2 bolde
Problemer i løbeduel med den hurtige Traustason, der dog heldigvis ikke kom mange af. Kom ikke frem til ret meget offensivt. Men var til gengæld ganske opmærksom i defensiven, der da også tydeligt var den dikterede opgave fra bænken. Kom for sent ved det flade indlæg, der gjorde Marcus Rosenberg farligt med et kvarter igen.

Sotirios Papagiannopoulos - 3 bolde
Den svensk-græske forsvars-kriger var tændt imod sine landsmænd – uden dog at have overtænding på. Fungerede upåklageligt i samarbejdet med Andreas Bjelland og tvang svenskerne til at prøve lykken fra distancen. Og alligevel havnede han i den uheldige rolle, da han intet kunne stille noget op, da bolden blev rettet i mål på Traustasons hovedstød.

Andreas Bjelland - 3 bolde
Den tilbagevendte forsvarschef skabte kontrol med sin rolig boldomgang og havde fra kampens første fløjt hele tiden et vågent øje på Marcus Rosenberg,der ikke på noget tidspunkt fik plads til at blive rigtig farlig. Dertil stod Bjelland og co ganske enkelt for godt og kompakt.

Pierre Bengtsson - 2 bolde
Kom med frem i offensiven i starten af kampen, inden der gik defensiv kontrol i den. Løste sine defensive pligter sammen med resten af det ofte ganske tilbagetrukne danske hold. Fik ikke lov til at tage ret mange offensive løb, og det hele var da også tæt på at gå godt, men Bengtsson så ikke god ud, da han tillod det afgørende indlæg ved Malmös scoring. Den kunne godt have været undgået.

Robert Mudrazija - 2 bolde
Fik noget overraskende pladsen fra start på højrekanten, men han greb den ikke for alvor. Var med i nogle situationer i starten af første halvleg, men det var ikke kroatens bedste minutter for FC København. Lidt for stor spildprocent, og så manglede han et par gange, hvor det blev farligt i den anden ende. Var nok også ved at give Ståle Solbakken et hjertestop sidst i første halvleg, da han lod en bold hoppe i FCK-feltet, inden han clearede kuglen. Det gør man ikke. Blev udskiftet ved anden halvlegs start.

Nicolaj Thomsen - 2 bolde
Fik også en sjælden plads fra start for FC København, og han startede lidt usikkert i de første 10 minutter, men arbejdede sig ind i kampen. Smed nogle bolde og fyldte ikke helt nok i stedet for Carlos Zeca, og offensivt var det uskarpt de par gange, han kom frem til afslutning. Blev udskiftet efter 80 minutters spil.

Rasmus Falk - 3 bolde
Var det sikre anker på den centrale midtbane i FC København, og Rasmus Falk spillede en rigtig god første halvleg. Havde en masse gode afleveringer, og midtbanespilleren var også i stand til - som altid, fristes man til at sige - at finde rum mellem forsvar og midtbane hos modstanderen. Spillede sig ned i anden halvleg, hvor han mistede flere bolde og havde det svært.

Viktor Fischer - 1 bolde
Han har et karakteristisk drive med bolden, men det var alt, alt for sjældent, at Viktor Fischer var på bolden og drev den frem. Blev måske ikke sat nok i scene, men en kvalitetsspiller som ham må ikke forsvinde fra kampene. Dødboldene var også af svingende karakter.

Pieros Sotiriou - 2 bolde
Det var ikke alt, der lykkedes for cyprioten, men han fortjener kredit for at vinde flere bolde og hovedstødsdueller og til dels skille sig godt af med kuglen. Angriberen sled og slæbte, og det kan man også nå langt med. Forsvandt ud af opgøret i anden halvleg, hvor FCK også var mindre på bolden.

Dame N'Doye - 3 bolde
FC Københavns største profil var ikke bare farligste FCK'er, han var også den bedste, når FCK skulle forsvare dødbolde. Alene i første halvleg havde Malmö FF syv hjørnespark, og flere af de spark blev clearet af Dame N'Doye. I anden halvleg forsvandt han også lidt ud af billedet, men en af årsagerne til det var, at FCK ikke kom nok frem i banen.

Carlo Holse - 2 bolde
Kom ind fra anden halvlegs start. Gjorde ikke meget væsen af sig, så på det punkt fik Ståle Solbakken ikke meget ud af udskiftningen. Kom stort set ikke frem til noget offensivt, og defensivt smed han en bold væk, hvor man så kunne spole frem til et minut senere og se Malmö FF score. Målet var ikke Holses, men det var et dumt boldtab.

Michael Santos - UB
Kom på banen efter 81 minutters spil.

Karlo Bartolec - UB
Kom på banen efter 85 minutters spil.

Ståle Solbakken - 2 bolde
FC København er videre fra gruppespillet. Det er i den grad godkendt – og det endda med en udvidelse af den utrolige rekord med 26 europæiske kampe i træk, hvor der maksimalt er lukket et mål ind pr kamp. Manageren formåede for første gang i gruppespillet ikke at hente point, hvilket er en streg i regningen, da vejen videre fra gruppen bliver sikret af en højest overraskende Lugano-sejr i Ukraine.
Udskiftede Robert Mudrazija med Carlo Holse i pause, da kroaten slet ikke havde fået sat et godt nok aftryk i kampens 45 minutter. Holse præsterede desværre ikke langt bedre. I det hele taget et måske lidt for defensivt udtryk i kampen – men omvendt er den operation lykkes så mange gange tidligere.
Solbakken har igen at tage sit hold succesfuldt igennem et europæisk gruppespil – det kalder naturligvis på stor respekt.
Kampen i aften blev aldrig nogen fest at følge, men det samlede resultat fra gruppen kan og skal ingen forsøge at tage fra FC Københavns Europa-tur, der fortsætter .

Spillerne er vurderet ud fra Tipsbladet.dks skala, der er som følger:
6 bolde: Verdensklasse.
5 bolde: Højt, internationalt niveau.
4 bolde: Fortrinlig indsats.
3 bolde: Godkendt præstation.
2 bolde: Skuffende, under middel.
1 bold: Dårlig præstation.
0 bolde: Uacceptabelt.
UB: Uden for bedømmelse