Mange spærrede øjnene op, da det blev bekendtgjort, at Kevin Mensah skulle starte inde på bekostning af Kamil Wilczek. Den lille angriber gjorde ikke megen væsen af sig i et tætpakket kroatisk forsvar, men han ser fortrøstningsfuldt frem mod returen i Kroatien.
- Vi kommer til noget i dag, men det er ikke godt nok. Vi fik ikke spillet vores spil og slår for mange lange bolde. Dermed bliver jeg ikke sat i scene. Men det bliver en anden kamp dernede, så vi skal nok få scoret et eller to mål i returen, sagde han efter kampen til Kanal 6.
Efter 0-0 i Danmark vil det være fantastisk for Brøndby med bare en enkelt kasse ude. Kampen spilles i øvrigt uden tilskuere, da Split er idømt en bøde fra UEFA. Brøndby må undvære Paulus Arajuuri, som fik to gule kort i kampen og dermed misser returen.