Video : Tipsbladet
Europa League

Optakt: Bordeaux - FC København

FC København-spillerne står igen over for Andreas Cornelius, når løverne spiller den første udekamp i Europa League-gruppespillet.

Kampfakta:
Kampstart: Torsdag klokken 18.55
Spillested: Matmut Atlantique
Dommer: Roi Reinshreiber, Israel
På TV: 6'eren
Hashtag: #borfck #eldk

Holdnyt:
Bordeaux:
Franskmændene har fået en noget blandet start på denne sæson. Europa League startede rigtig skidt for danskerklubben, der tabte 0-1 til Slavia Prag, og i den hjemlige andedam er Bordeaux på niendepladsen efter otte spillerunder.

Det er næppe det værste tidspunkt for FCK at møde sidste sæons nummer seks i Ligue 1.

Bordeaux stiller helst op i en 4-3-3-formation, og i cheftræner Ricardo Gomes' idealopstilling vil der formentlig være plads til to danskere i form af Lukas Lerager og Andreas Cornelius. Sidstnævnte kom til klubben dagen efter, at han var med til at tabte til FCK med Atalanta, og Cornelius jagter fortsat sin første scoring for klubben.

Det har som nævnt været op og ned for Bordeaux i denne sæson, men holdet viste for alvor klassen i tredje spillerunde, hvor det hjemme på Matmut Atlantique blev til en 2-1-sejr over AS Monaco. Bordeaux spillede lørdag 0-0 ude mod Reims.

FC København:
De mangedobbelte danske mestre sikrede sig et vigtigt point i premieren mod Zenit Skt. Petersborg, og nu venter altså en vanskelig udekamp. Opgaven er ikke ligefrem blevet mere overkommelig af den optakt, Ståle Solbakkens mandskab har haft inden afrejsen til Frankrig.

Én ting er det sensationelle nederlag til Vendsyssel FF søndag middag, noget andet - og straks værre - er, at FCK må undvære stjernen Viktor Fischer i en periode. Den danske landsholdsspiller humpede fra banen i Hjørring og bliver klar til Europa League torsdag aften.

Fischers fravær er en kæmpe streg i regningen for Ståle Solbakken, der nu skal sætte sin lid til andre spillere, og der har været langt mellem snapsene for Pieros Sotiriou og især Kenan Kodro i denne sæson. Det skal blive interessant at se, hvordan nordmanden blander kortene.

FCK må også undvære Michael Lüftner og Jonas Wind.

Karantæner:
Bordeaux: Ingen
FC København: Ingen 

Bud på startopstillinger:
Bordeaux (4-3-3): Costil - Sabaly, Pablo, Kounde, Palencia - Lerager, Sankhere, Tchouameni - Kalu, Cornelius, Kamano

FC København (4-4-2): Joronen - Ankersen, Vavro, Bjelland, Boilesen - Skov, Zeca, Falk, Thomsen - N'Doye, Sotiriou

Profilen:
Manges øjne vil naturligvis være rettet mod Andreas Cornelius, og det er da også en helt særlig historie, at han kommer til at stå over for sine tidligere holdkammerater fire gange i den samme sæson for to forskellige udenlandske klubber. Den danske angriber blev skurken for Atalanta for en måneds tid siden - nu vil han helt sikkert være sulten efter at blive helten for Bordeaux torsdag aften.

Vidste du, at..:
Lukas Lerager har mødt FC København tre gange som Viborg-spiller, og han har aldrig prøvet at slå hovedstadsklubben. To nederlag og en enkelt uafgjort er det blevet til for midtbanespilleren, der selvsagt heller ikke har prøvet at score mod FC København - Lerager har nemlig ikke scoret et eneste mål i Danmarks bedste fodboldrække. Han har spillet 50 kampe. 

Dom:
FC København vil formentlig være tilfredse med at hive et point med hjem fra Frankrig, og Ståle Solbakkens mandskab har rutinen til at opnå et resultat, men det bliver hårdt for løverne at undvære Viktor Fischer. Det skal nok blive en tæt kamp, men buddet herfra er en smal 1-0-sejr til Bordeaux.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: