Video : Tipsbladet
Europa League

Sen scoring redder FCK fra skuffelse

Det lykkedes Ståle Solbakkens mandskab at slå Riga FC i det første opgør om en plads i Europa League-gruppespillet. En sen scoring fra Mohamed Daramy sikrer løverne et ganske godt udgangspunkt forud for returkampen i Riga om en uge.

Torsdag aften tog FC København imod Riga FC i den første af to Europa League-kvalifikationskampe, der skal afgøre hvilket af de to hold, der skal sikre sig en plads i Europa League-gruppespillet. 

Ståle Solbakkens mandskab var forinden kampen en anelse amputeret, da både Dame N'Doye og Jonas Wind var ude med skader, mens Pep Biel henvist til tribunen med karantæne. 

Derfor var Viktor Fischer at finde i FCK-angrebet sammen med Pieros Soteriou, og det skulle vise sig at bære frugt. 25-årige Fischer var fra kampens start meget pågående og iøjenefaldende. 

Og efter 18 minutters spil bar det ihærdige arbejde så frugt. Viktor Fischer bragte hjemmeholdet foran med 1-0, da han modtog bolden i Riga-feltet og med en god førsteberøring kom på skudhold, hvorefter han med venstrebenet fik sparket bolden i kassen 

Efter scoringen fortsatte FCK med at dominere, men uden at skabe de helt store chancer. Og selvom 1-0-målet ikke kan beskrives som en sovepude for de danske mestre, så lurede Riga-mandskabet hele tiden på muligheden for at slå kontra. Og det lykkedes dem så i det 41. minut, hvor Vladimir Kamess fik udlignet til 1-1. Riga-angriberen tog et dybdeløb ned bag FCK-bagkæden, der ikke så alt for heldig ud i situationen. Her modtog han en fin bold, afviste Victor Nelsson på fysikken og sparkede bolden ind bag Sten Grytebust. 

Derfor var det altså uafgjort ved pausefløjt, og det var Ståle Solbakken tydeligvis ikke tilfreds med. Fra anden halvlegs start valgte han nemlig at skifte nyindkøbte Michael Santos ind i stedet for Carlo Holse. 

Kampbilledet forsatte som i første halvleg med FCK på bolden i langt størstedelen af tiden. De danske mestre havde dog igen problemer med at skabe de helt store chancer. I 62. minut fik de dog en lille gave fra kampens dommer, som tildelte FCK et straffespark efter en meget tynd kendelse om hånd på bolden. Pieros Sotiriou tog sig af straffesparket og gjordet det til 2-1 for hjemmeholdet. 

Herefter forsatte FCK med at presse på, men hjemmeholdet havde stadigvæk svært ved at skabe de målgivende chancer. Men dybt inde i dommerens overtid lykkedes det så alligevel. Indskiftede Michael Santos modtog bolden, og chippede den videre til Mohamed Daramy, som med en halvflugter sendte bolden i netmaskerne. 

Dermed endte kampen 3-1, hvilket giver FCK et ganske udmærket udgangspunkt forud for returkampen i Riga. 

Returkampen mellem Riga FC og FCK spilles torsdag den 29. august kl. 18:45.