Firenze i flammer

Tilhængerne spytter på klubpræsidenten. Spillerne har nok at gøre med at gå på natklub. Anføreren gider ikke længere at trække den violette trøje over hovedet. Sportsdirektøren, der tidligere var et urørligt ikon, bliver nu kritiseret for stort set alt, hvad han foretager sig. Den italienske storklub Fiorentina har fået en alvorlig vinterdepression.

Efter et hjemmebanenederlag til nedrykningskandidaterne fra Lecce i sidste måned eksploderede det hele, da flere fans opsøgte og overfaldt et par klubledere i VIP-logen.  Den overtroiske Andrea Della Valle havde, som han har for vane, forladt sit sæde efter første halvleg, men både præsident Mario Cognigni og dennes særlige rådgiver Paolo Panerai blev udsat for trusler, smædesange og spytklatter. Efterfølgende forsøgte flere fans at storme spillernes omklædningsrum, men forgæves.

Det begyndte med Mihajlovic

Den uheldige episode, som kan være et varsel om endnu større ballade i en fodboldby berygtet for de magtfulde fans' vilje til at sætte handling bag de kritiske ord, er kulminationen på en længere periode med stor turbulens på de indre linjer. Det hele begyndte med ansættelsen af den kontroversielle Sinisa Mihajlovic som cheftræner i sommeren 2010.

Serberens halvandet år i Firenze var præget af uro, usikkerhed, uheld og dårlige resultater. Han afløste den uhyre populære Cesare Prandelli, der overtog landstrænerposten, og straks efter begyndte problemerne. Sæsonen forinden var Prandelli og kompagni sluttet på en skuffende 11.-plads i Serie A, så de utålmodige tilhængere krævede et øjeblikkeligt revanchetogt. Forventningerne til den nye chef var urealistisk høje, lunten tilsvarende kort.

Før sæsonstarten blev den offensive nøglespiller Stevan Jovetic sat ud af spillet med en knæskade. De første fire ligakampe bød på to uafgjorte og to nederlag. I november blev stjernekeeperen Sébastien Frey langtidsskadet. I januar vendte den dopingdømte Adrian Mutu tilbage til grønsværen, men uden den håbede effekt. Først så sent som i februar kunne klubben notere sig den første udebanesejr under Mihajlovic. Florentinerne sluttede sæsonen på en 9.-plads 12 point fra europæisk deltagelse. Facit: 12 sejre og 11 nederlag i 38 kampe.

Begyndelsen på denne sæson blev ikke meget bedre for Fiorentina og Mihajlovic. Henover sommeren blev serberen sat i forbindelse med sin gamle klub Inter, og på Artemio Franchis tribuner tog protesterne til i styrke. Mihajlovic fortsatte imidlertid ufortrødent, mens han talte om en gylden fremtid forude. Men i begyndelsen af november ophørte samarbejdet. Efter tre sejre i sæsonens første 10 ligakampe var ledelsens tålmodighed opbrugt.

Middelmådigt januarmarked

Ind kom den tidligere Lazio- og Palermo-træner Delio Rossi, der begyndte opholdet med en målløs pointdeling mod mestrene fra AC Milan, et nederlag i Palermo og en pokalsejr over Empoli. Ikke ligefrem en fantastisk start, men fansene var tilfredse. Om ikke med resultaterne og spillet, så med det faktum, at Mihajlovic nu var fortid i Firenze. I curvaen fik Delio Rossi tilnavnet Djævleuddriveren.

Men optimismen var en enlig svale. Siden fulgte en håndfuld tabloidhistorier om arrogante spillere i nattelivet, dernæst optrinnet efter Lecce-kampen og et i bedste fald middelmådigt januarmarked, klubbens sidste chance for oprustning før forårets slutspurt. Den danske teenager Kenneth Zohore er blevet hentet i FC København og slutter sig dermed til landsmanden Per Krøldrup, hvis dage dog synes talte i Firenze. Den skadesplagede forsvarers kontrakt udløber til sommer.

Læs mere på næste side.